Gert Hansen fejrer tirsdag sit 60-års jubilæum som aktiv inden for galopsporten, og han er stadig i fuld vigør.
Tirsdag 1. november er det præcis 60 år siden, at Gert Hansen kom i lære som jockey hos træner Percy Waugh på Damgården i Klampenborg. I seks årtier i træk har galopsporten været det halve liv for Gert Hansen, som fortsat kan nydes i sadlen til morgentræningen på ryggen af hestene i træning hos samboen Inge Mette Dejgaard.
»Jeg kan jo lide det, og man skal holde sig i gang hele livet,« siger den 76-årige tidligere professionelle jockey og træner, der også løber op ad trapperne til lejligheden på sjette sal i Lyngby for at holde sig i form, især op til sæsonstart, når der skal rides græsgalopper.
»Hver dag er jeg i stalden og muger ud, hvorefter jeg rider mellem en og tre heste, og det holder mig fit, selv om jeg nok ikke er så god form, som da jeg var 50 år,« smiler Gert Hansen, der lørdag eftermiddag red showløb på Klampenborg Galopbane i anledning af jubilæet.
Gert Hansen har vundet samtlige klassiske løb i Danmark, herunder Dansk Derby på ryggen af Far Bell i 1967. Han har også smagt derbysejrens vidunderlige sødme i Svenskt Derby med Flying Drummer i 1973. Flying Drummer var publikumsfavoritten i Klampenborg på daværende tidspunkt, og 'Den Grå' var i træning hos Vinzenz Vogel, som havde Gert Hansen som førstejockey igennem adskillige år.
»De klassiske sejre, som jeg har 12 af, var de største i min karriere, og Flying Drummer var den bedste hest, jeg har redet,« siger Gert Hansen.
Flying Drummer og Gert Hansens duel i Berlingske Tidendes ærespræmie mod Benny Jensen-trænede Algarve/Ole Larsen sidder fortsat på nethinden hos nogle af Klampenborgs trofaste tilskuere. Side om side kom de til mål lysår foran løbets tredjehest med Flying Drummer som vinder med dens sædvanlige evne til at afgøre på målstregen efter jockeyens overlegne pacebedømmelse.
Som træner har Gert Hansen også vist kvaliteterne. Med flere klassiske sejre til Kentucky Queen, som forlod træneren efter et millionsalg til USA, og med Mads Bomstærk, som blandt meget andet vandt Stockholm Stora Pris to gange samt tog andenpladsen i Dansk Derby i det første millionderby i Danmark.
»Mads Bomstærk var den bedste hest, jeg har trænet,« fortæller Gert Hansen, der siden opgav trænergerningen og overlod licensen til Inge Mette Dejgaard.
Fairness har altid været Gert Hansens varemærke. Et af mange højdepunkter for Gert Hansen var uddannelsen af datteren Pernille Hansen til jockey. Hendes stil på ryggen af en hest var helt usædvanlig for en kvindelig rytter på daværende tidspunkt.
Fejringen af jubilæet bliver holdt på lavest mulige niveau efter Gert Hansens eget ønske:
»Jeg skal jo på arbejde dagen efter, ellers kommer jeg ud af form,« påpeger evigtunge Hansen.

