Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Problemheste, jo værre jo bedre, efterlyses!


Den legendariske ”Hestehvisker” kommer til Messecenter Herning og optræder for første gang i Skandinavien

Den verdensberømte amerikanske hestehvisker, Monty Roberts indleder Dansk Varmblods Hingstekåring 2004” torsdag den 4. marts kl. 19.30 i Messecenter Herning med at tæmme heste, der hverken vil bære sadel eller rytter. Han viser blandt andet tilridning af en rå utæmmet hest og læsning af en hest, som nægter at gå op ad rampen til lastbil eller trailer.

Den 68-årige amerikanske cowboy er måske den mand i verden, der har betydet mest for den ændring i træningen og opdragelsen af heste, som i disse år vinder frem i hestekredse. Hans grundtese er, at man aldrig må bruge pisk på en hest for at fremkalde smerte. Forståelse af hestens psyke og aflæsningen af de signaler, en hest udsender, er hemmeligheden bag hans succes som træner, og han kan om nogen ”læse” en hest.

Monty Roberts er en travl mand, som rejser over hele verden for at udbrede sit træningssystem, når han da ikke arbejder hjemme på sin ”Flag is up Farm” i Solvang, Californien, hvor så mange danskere har slået sig ned. Han er da også nabo til den dansk-amerikanske rytter Charlotte Bredahl-Baker, som i 1992 var med til at vinde OL bronze til USA’s dressurhold i Barcelona på den danske varmblods hest, Monsieur.

Monty Roberts var inspirationen til Nicholas Evans’ novelle fra 1995, The Horse Whisperer, der senere blev filmatiseret med Robert Redford i hovedrollen. I 1996 udkom selvbiografien ”Manden, der lyttede til Heste”, som røg direkte ind på bestseller listerne og i USA blev bogen på New York Times’ liste i 52 uger. Den 14. oktober 1998 viste TV2 filmen: Monty Roberts, Den rigtige Hestehvisker, men nu kommer han altså ”live”.

- Det er et scoop, at vi har fået netop Monty Roberts til at komme på førstedagen for afholdelse af den 25. hingstekåring i Messecenter Herning, udtaler Dansk Varmblods formand, Jan Pedersen, Arden. Aftalen er først kommet i hus med en mail nytårsmorgen. En dejlig gave at få på årets første dag. Monty Roberts vil trække hestefolk fra hele Skandinavien til Herning, og vi har i forvejen aldrig solgt så mange billetter i forsalg. Lørdag er helt udsolgt. Af gode grunde har vi ikke solgt billetter til Monty Roberts opvisningen torsdag aften. Men det gør vi nu. www.varmblod.dk indeholder alle oplysninger om billetsalgets udvikling.

Har du verdens værste problemhest kan du henvende dig til Maj-Britt M. Carter pr. email majbritt.carter@wanadoo.dk for at høre om den kan komme i betragtning til showet.

Hingstekåringen 2004 foregår i dagene 4-7. marts 2004 fra tidlig morgen til sen aften, hvor hestefolk fra hele verden svælger i et stort ta’ selvbord af: verdensartister på hesteryg, konkurrencer i dressur og springning, fremvisning af det ypperste danske avlere af rideheste kan præstere og en tilbehørsmesse, Hest & Rytter, på mere end 6000 netto kvadratmeter. Hele arrangementet fylder i 2004 hele 8 haller, som dækker 40.000 kvadratmeter brutto.

Det store arrangement som forventes besøgt af 35.000 tilskuere slutter søndag eftermiddag med udnævnelsen af Årets Hingst.

[Kilde: Per Høst-Madsen, Dansk Varmblod]

 

Tilføjet d. 14-01-2004 kl. 12:43 af i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

Billede
Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider