Danskere udfordrer europamester
Denne weekend er flere af landets bedste springryttere i ilden til det internationale CSI-stævne i Neustadt/Dosse i Tyskland.
I den flotte indendørsarena Graf von Lindenau-Halle skal den danske højdespringsmester Michael Aabo, Lars Bak Andersen, Emilie Martinsen, Lars Pedersen, Søren Pedersen, Bo Kristoffersen, springlandsholdets manager Erik Bigler samt søstrene Charlotte og Tina Lund udfordre de bedste tyskere herunder VM-medalist Sören Von Rönne, OL-guldvinder Lars Nieberg og den regerende europamester Christian Ahlmann.
Spændende bliver det også at følge danskernes indsats i kamp med canadiske Mario Deslauriers, der i 1984 som bare 19-årig blev den yngste vinder nogensinde af en World Cup-finale.
Til stævnet deltager 571 hingste, hopper og vallakker fordelt på 146 ryttere, der stiller op i stævnets i alt 31 klasser. Følg med hvordan det går på stævnets udmærkede hjemmeside
[Kilde: Peter Bennett]
Tilføjet d. 09-01-2004 kl. 11:36 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

