Det er altid sjovt at teste sin hest og sit arbejde i konkurrencer, og det bliver ikke mindre sjovt af at konkurrere med ligesindede - f.eks. inden for samme race. Det har oldenborghestene nu mulighed for. DOA Sjælland er nemlig fremme med et nyt tiltag, der giver oldenborghestene mulighed for at konkurrere indbyrdes i dressur.
Stævnet afholdes af Ågerupgård Sportsrideklub og Aktivitetsudvalg Sjælland under Dansk Oldenborgavl. Stævnet byder på mange forskellige klasser, herunder en klasse for 4-års heste og en "tanteklasse" for voksenryttere der ikke er stævnevante. Niveauet går fra LC1 til LA4, og byder dermed for udfordringer til de fleste.
Det helt særlige ved stævnet, er naturligvis at det kun er åbent for oldenborgheste, hvilket giver en unik mulighed for at se mange af de smukke heste på arbejde og i konkurrence mod hinanden. Stævnet er åbent for alle oldenborgheste med rødt pas, og heste efter avlsgodkendte oldenborg fædre (der skal kunne fremvises dokumentation).
Arrangementet finder sted søndag d. 25. september 2011 på Ågerupgård Sportsrideklub, Ågerupvej 89, 4390 Vipperød. Tilmeldsfrist er d. 11. september. Læs mere HER.

