Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Politiken er ikke bare en avis

'En levende avis' er ofte det slogan, som bruges om dagbladet Politiken, der udkom første gang i 1884 og kostede den nette sum af fem øre. Men Politiken er faktisk også det lidt pudsige navn på favoritten i årets travderby, et løb, som er næsten lige så gammelt som avisen.


Det første derby blev kørt i 1898 og har siden været det travløb, som alle passionerede hesteejere gerne vil vinde. Men skulle Bo Larsen fra Haderup syd for Skive, der i dag ejer Politiken, finde på at sælge sin hest, så er den med statsgaranti mere end fem øre værd. Og givet også meget mere end det beløb, som han selv gav for hesten sidste år.


Men ifølge Skive-travtræner Morten Friis, som siden november 2009 har trænet Politiken, var købet af hesten for Bo Larsen ikke ment som et investeringsobjekt.
»Nej, det tror jeg bestemt ikke. Da jeg over for Bo luftede tanken om Politiken, som havde vist potentiale allerede, sagde han efter lidt betænkningstid ja og stolede på min anbefaling. Det har så heldigvis vist sig, at jeg fik ret«, siger Morten Friis.


Politiken er nemlig ikke den eneste hest, som Bo Larsen hidtil har investeret i. For et par år siden købte han et par heste på auktion i Sverige, men de kom aldrig til at fungere, så han fik en ret hård start som ny hesteejer. Derimod endte den første start med Bo Larsen som ejer på Fyn med sejr i et stort treårsløb, hvor Politiken fik hele 170.000 kroner i præmiecheck.


Kan fordoble sin indtjening
Morten Friis har aldrig været i tvivl om, at han i Politiken havde en hest, der den sidste søndag i august kunne vinde Dansk Trav Derby, men på sigt også udvikle sig til og være moden til meget større opgaver om de virkelig store penge i udlandet.
»I tilfældet Politiken vidste jeg jo godt, at jeg havde en hest ud over det sædvanlige. Han havde gået ret så gode løb for den forrige ejer, og jeg kunne allerede mærke den første gang, jeg kørte en træningstur med ham, at lunge- og hjertekapaciteten var helt i top. Han havde bare de egenskaber, som en tophest skal have«, siger han.


Da hesten i fjor blev sat til salg af den forrige ejer, begyndte samtidig et omfattende lobbyarbejde. Den unge træner ville naturligt gøre alt for at beholde Politiken i stalden. Men som så meget andet her i livet, afgør prisen på en travhest af udbud og efterspørgsel. Havde Morten Friis ikke fået solgt Politiken til Bo Larsen, så var den nok endt på købestærke udenlandske hænder.


Skulle Politiken indfri som derbyfavorit, så er der 665.000 kroner i præmie, og dermed kan den fireårige hingst stort set fordoble sin hidtidige indtjening. Ikke dårligt!

Den anonyme hesteejer
Det har ikke været muligt at få kontakt med Bo Larsen til denne artikel, og det har Morten Friis følgende forklaring til.
»Bo er et menneske, som gerne vil holde sig i den mere anonyme rolle, så selv om han endnu ikke har været på travbanen og set Politiken løbe, så har han hele tiden fulgt sin hest på tæt hold, både ved at komme på besøg i stalden og på tv. Bo behøver ikke at blive bekræftet i, at han har den bedste hest i årgangen. Han nyder bare, at han nu har en hest, som virkelig kan, og det må man respektere«, siger Morten Friis.


Tilføjet d. 26-08-2011 kl. 14:00 af i kategorien Travsport.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider