Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Ser ikke sin hest i derbyet

Travsportens allerstørste løb i Danmark er DFDS Seaways Dansk Trav Derby. Løbet, der har været kørt siden 1898, indeholder så megen tradition og så mange følelser, at det bare er løbet, som alle hesteejere vil vinde.


Men det er langt fra alle hesteejere, som overhovedet når så langt som at komme i nærkontakt med en hest, der har chance for at kvalificere sig til derbyet, og kun én kan jo vinde. Den brune hingst Phone var ikke levnet mange chancer, da den forleden hentede andenpladsen i sin derbyprøve og dermed kvalificerede sig til løbet på travbanen i Charlottenlund om førstepræmien på hele 665.000 kroner den sidste søndag i august.


Nu står hesten så i derbyet, men hestens ejer, Anne Grete Christensen fra Randers, er faktisk slet ikke i landet, når det store løb afvikles den sidste søndag i august. Hun er allerede nu langt væk fra Danmark.
»Anne Grete har for længst planlagt en stor oplevelsestur. Hun er taget på en længere tur til Kina gennem Rusland, så hun når slet ikke at komme hjem, når derbyet køres«, fortæller Freddy Christensen.


Kigget ud på auktion
Hans ægteskab med Anne Grete Christensen holdt ikke i længden, men alligevel vil han meget gerne i hendes fravær fortælle historien om, hvordan Phone i sin tid blev købt.
»Vi var i forbindelse med derbyet i 2008 til den traditionelle derbyauktion, hvor en række flotte ungheste altid kommer under hammeren. Jeg havde kigget Phone ud, og Anne Grete kunne også mægtig godt lide Phone. Men det var der flere andre, som også kunne, så Anne Grete endte med at købe Phone for 125.000 kroner«, fortæller Freddy Christensen.


Phone er lidt sent udviklet, men hvad gør det, når bare udviklingen kommer, og hesten ender i det største løb af dem alle, derbyet.
I dag er Phone i træning hos Henrik Lund, som har sin licens på Jydsk Væddeløbsbane inde i Århus, og dermed er hesten også rykket meget tættere på Randers, hvor Anne Grete Christensen bor.


Kender til følelsen
Familien Christensen er dog ikke en 'familie hvem som helst' inden for travsporten. Som ejer af Esterel Sunset prøvede den i 2001 således at vinde Dansk Trav Derby, og for at det ikke skal være løgn, så vandt Hera Esterel tre år senere i 2004 hoppernes derby - begge løb med træner Flemming Jensen i sulkyen.


Men skulle Phone, som den outsider den ifølge Freddy Christensen er, vinde derbyet, skal der nok vise sig en repræsentant for hesten i vindercirklen.
»Jeg er sikker på, at vores søn, Chris, og jeg selv skal til Charlottenlund for at se løbet, så vi går gerne i vindercirklen, hvis det bliver nødvendigt«, lover Freddy Christensen.
Phone har hidtil vundet et enkelt løb i karrieren, Jydsk 4-årings Grand Prix Consolation med René Kjær i sulkyen. I derbyet skal Phone har løbet lidt over 110.000 kroner hjem til sin ejer.


Tilføjet d. 25-08-2011 kl. 14:00 af i kategorien Travsport.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider