Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Farvel til en stjerne

Lørdag eftermiddag holder Klampenborg Galopbane reception for at sige farvel til en af de mest vindende danske jockeyer gennem tiderne. Jockey Kim Andersen stopper karriere på grund af en skade.


En jockey, der får en isdessert opkaldt efter sig, kan ikke være helt almindelig. Det er Kim Andersen da heller ikke. Han var i sin tid repræsentant for den nye generation af jockeyer, der holdt vægten stabil hele året ved at spise sundt og træne meget. Og så var han så heldig, at han hurtigt forbrændte de ekstra kalorier.
Så når folk mødtes på Hotel Fortunen efter løbene på Klampenborg Galopbane for at spise middag, sluttede lærlingen Kim Andersen altid med en enorm isdessert med chokoladesovs. Den kom ret hurtigt på menukortet som 'En Kim Andersen'.


Nu behøver jockeyen ikke længere tænke på vægten, for karrieren stoppede i begyndelsen af juli, da lægerne konstaterede, at en ulmende skade i hoften var blevet revet op, da han på derbydag sprang skævt ud af startboksen med en hest.
18 gange blev han championjockey på Klampenborg Galopbane og ni gange i Skandinavien. Dertil kommer, at han også har været svensk og norsk champion.
34 klassiske vindere, heraf fem derbyvindere, har haft Kim Andersen i sadlen, da de gik først over stregen. Ni gange har han redet mere end 100 vindere på et år, det højeste antal var 151. I alt nåede han at ride 11.569 løb, hvoraf han vandt de 2.061, hvilket giver en sejrsprocent på næsten 18.


Kim Andersen mener, at derbysejrene og sejren i Scandinavian Open Championship med Federico var hans største, fordi Federico var helt speciel og blev kaldt kongen.
Hans ambitioner var tydelige, allerede da han i 1982 kom i lære hos træner Franz Nutz på Hvidegaarden, der dengang var banens championtræner, og det ærgrede ham, at han måtte vente halvandet år med at ride væddeløb.
»Han var jo streng, ham Nutz. Der var ikke noget med bare at komme ud og ride, før han syntes, man var god nok.«


Da Kim Andersen først kom i gang med at ride væddeløb, gik det godt. Det sidste år som lærling blev han jockeychampion foran alle jockeyerne.
Men selv om han blev udlært, holdt Kim Andersen ikke op med at uddanne sig. Ti vintre i træk var han på træningsophold i tre-fire måneder i Californien og Australien. Han er slet ikke i tvivl om, at det er en stor del af årsagen til hans succes, fordi jockeyerne især i USA er forud med så mange ting: De er utroligt dygtige og i fantastisk form.


Lige så beslutsom Kim Andersen har været omkring at skabe sig en karriere som jockey, lige så beslutsom er han omkring, at det nu er slut.
»Der kommer et tidspunkt, hvor det er forbi for alle, det har jeg altid vidst, for jeg vil ikke igennem de samme lange genoptræningsperioder som andre jockeyer. Det var ikke planen, at det skulle være lige nu, men sådan er det blevet,« konstaterer Kim Andersen, der nu skal opereres i hoften.


Receptionen lørdag 13. august klokken 15 i Racing Club på Klampenborg Galopbane.


Af Hanna Milling, Hestesportens Medier


Tilføjet d. 13-08-2011 kl. 12:22 af i kategorien Galopsport.
Tags: Kim Andersen.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider