Det er foderproducenten Tjørnehøj Mølle som står bag det nye tiltag: parspringning for forskellige racer.
Klassen er et helt nyt tiltag, som afvikles under Østdanmarks største hestearrangement, Store Hestedag, der som bekendt afholdes den første weekend i september på Roskilde Dyrskueplads.
- Som hovedsponsorer, synes vi det kunne være sjovt og spændende med en lidt anderledes springklasse, hvor der sættes fokus på de mange forskellige racers særpræg og færdigheder, fortæller Sanne Lindeløv fra Tjørnehøj Mølle, og fortsætter:
- Vi har valgt at være hovedsponsor for Store Hestedag fordi vi synes arrangementet er rigtig godt og det samler en masse mennesker med interesse for vores sortiment, der netop omfatter foderprodukter til alle hesteracer og discipliner.
Parspringningen afvikles som en springklasse hvor to ekvipager repræsenterer hver race, højden bliver på LC-niveau og justeres løbende alt efter race. Det er tilladt at klæde sig ud, og der gives også præmier for bedst udklædte.
Vinderen er det hold som med færrest fejl og på hurtigste tid gennemfører omspringningen, og de kan gå hjem med et halvt års forbug af foder fra Tjørnehøj Mølle.
Udover parspringningen kan man desuden besøge Tjørnehøj Mølle på deres stand og få lavet en gratis foderplan. På standen kan man desuden møde Tjørnehøj Mølles sponsorrytter Carina Nevermann som giver autografer og fortæller om fodring af hendes hest, der netop har indbragt hende NM-guld samt sølv og bronze ved EM i dressur i 2011.
Se mere løbende på www.storehestedag.dk og læs mere om Tjørnehøj Mølle på www.kvalitetsfoder.dk

