Det er kun fem uger siden Nørre Aaby Rideklub havde indbrud, hvor to amerigo dressursadler blev stjålet, og nu er den gal igen. Denne gang gik tyvene mere grundigt til værks, da de natten mellem tirsdag og onsdag brød ind på rideskolen. Sadelrummene er stort set ryddet, og 20-30 sadler til en samlet værdi af langt over 100.000 kr er stjålet, sammen med enkelte trenser.
"Tyvene har været i alle tre sadelrum, og bl.a. er alle elevhestenes sadler desværre væk. De havde alle rimelig nye Wintec sadler. Ellers er det mærker som Kieffer, Windsor, JC, Prestige, Stübben, Passier, Kentauer og flere andre der er væk. Både dressur- og springsadler", forklarer Stinne Borges fra Nørre Aaby Rideklub, og kommer samtidig med en opfordring:
"Hvis der ude i landet skulle være nogen der ligger inde med udstyr de kunne være interesseret i at donere til elevskolen vil alt blive modtaget med kyshånd. Vi skal have sommerskole de næste 2 uger og har omkring 30 børn pr uge der kommer og skal ride. Men hestene mangler nu både sadler, gjorde, underlag og bøjler"
Kontakt: Nørre Aaby Rideklub

