Det første klassiske løb i Skandinavien, Dansk 2.000 Guineas på Klampenborg Galopbane, gav den ventede sejr til Cantenac og Jacob Johansen. Derimod var der en kæmpe overraskelse i dagens andet klassiske løb, Mowerinaløb, hvor Viktoria Dream vandt til 32 gange pengene.
Så er galopsæsonen for alvor i gang på Klampenborg Galopbane, hvor det første af årets klassiske løb blev afviklet lørdag eftermiddag.
Idet feltet ramte opløbet til Seaside Navigation Dansk 2.000 Guineas, var løbet næsten godt som afgjort, da jockey Jacob Johansen sendte Cantenac til front. Storfavoritten trak fra med et par længder, og ingen kunne komme i nærheden af den igen.
»Det var faktisk ikke meningen at gå så tidligt, men der var ingen fart på løbet, og han gik hårdt på biddet, så jeg måtte bare sende ham af sted,« sagde Jacob Johansen om den brune hingst, der vandt med to lette længder.
Ejer Lone Kaj-Nielsen virkede mere rolig en sædvanlig efter sejren i sådan et stort løb, og hun roste Jacob Johansen for hans måde at ride hesten på.
»Men da de kom udvendigt fra i opløbet, tænkte jeg 'Husk nu at ride!', for han så så afslappet ud. Det er utroligt lækkert at vinde så stort løb, og nu gælder det Derbyet,« sagde Lone Kaj-Nielsen.
Der var 125.000 kroner og ærespræmier til Cantenac.
Kæmpe overraskelse i Mowerinaløb
De store favoritter fra Norge og Sverige kunne ikke hamle op med danske Viktoria Dream, der vandt hoppernes klassiske opgør, Mowerinaløb.
32 gange pengene gav Viktoria Dream (Manuel Martinez) tilbage til de få dygtige - eller heldige - spillere efter løbet. Og så var der oven i købet tvivl om hoppens sejr, da Frederick Salvador på Fatima nedlagde protest mod vinderen for trængning, men protesten blev afvist.
Den eneste, der ikke var overrasket over sejren, var træner Sandie Kjær Nortoft:
»Hun gjorde det også godt første gang ude i år, hvor hun vandt, men i den seneste start havde hun en ny jockey, som ikke forstod, hvordan hun skal rides, nemlig fra front. Det ved Manuel, så det er grunden til, at hun er så meget forbedret,« forklarede Sandie Kjær Nortoft.
Også hos opdrætterne, Nina Falck og Gert Larsen var glæden stor:
»Det er altid stort at vinde et klassisk løb, men det er især dejligt med Viktoria Dream, for hun har altid været helt speciel med en stor udstråling,« sagde en glædesstrålende Gert Larsen.
Førstepræmien var på 100.000 kroner plus ærespræmier.

