Mange hestepiger drømmer om en uddannelse og et job der involverer heste. Der er mange veje til drømmen, og undervejs kan andre drømme dukke op. Mai Nicholaisen fulgte sin drøm og blev den første uddannede hestetandplejer i Danmark. Hun kunne derfor i januar fejre sit 10 års jubilæum. Vi har taget en snak med Mai om hendes drømme og uddannelse, og bringer her en artikel hvor Mai fortæller ærligt og åbent om sine mange oplevelser og erfaringer. Læs med, og find ud af hvordan en hestepiges drøm blev til virkelighed.
Hvorfor udannelsen som hestetandplejer?
Udgangspunktet i at vælge jobbet som hestetandplejer kommer helt tilbage fra at jeg som hesteglad teenage-pige ønskede at arbejde med noget hvor jeg kunne hjælpe hestene. I starten var det som rytter og underviser, at udføre og lære andre korrekt ridning, og at gøre det på hestens præmisser.
I mit arbejde som rytter og underviser i Californien, mødte jeg en hestetandplejer som var fast tilknyttet stedet. Mit første indtryk var: "Hvad har de tossede amerikanere nu fundet på?". Som jyde opvokset på landet hvor et dyr var et dyr, synes jeg at Californien og deres måde at håndtere dyr på var noget overdrevet og langt fra naturligt. Men da jeg så tandplejen og fik en god og logisk forklaring på hvorfor det var nødvendigt, så blev jeg interesseret. Jeg mærkede tænderne før og efter, samt spurgte mere ind til emnet. Da jeg så dagene og ugerne efter mærkede en tydelig forbedring, mere samarbejdsvilje og tilpashed hos "mine" heste, blev jeg overbevist om hvor vigtig korrekt tandpleje er for hestene.
Årene efter i Danmark og Tyskland som professionel rytter, så jeg ikke tandpleje på dette niveau, og mærkede ikke den samme effekt. Jeg søgte, men fandt ikke nogen som var uddannede og kunne udføre så højt niveau af tandpleje, som ham jeg så i Californien.
Jeg valgte at lære mere om tandplejen og tog igen til USA. I første omgang på prøve i 1 mdr. Efter 2 uger var jeg sikker i min sag og fik arrangeret min læretid, visa osv.
Om valg af uddannelse og studietiden.
Når jeg gør noget, så vil jeg gøre det bedst muligt og vælge kvalitet. Jeg spurgte forskellige steder i verden og fandt ud af at eksamen hos IAED (den internationale organisation for hestetandpleje) var den sværeste og mest ansete eksamen/uddannelse. Den var længst og dyrest - så den valgte jeg!
Da hestetandplejer ikke er en beskyttet titel, er der ikke krav til uddannelse og det er ikke en anerkendt uddannelse i det danske system. Derfor er der ikke SU eller anden form for støtte til det. Jeg skulle klare alt selv og betale alt selv. Heldigvis har jeg gode forældre som hjalp og støttede mig, og penge tjente jeg ved at ride og undervise i min fritid. Jeg havde familie i Californien jeg kunne bo hos, og en af dem var professor og lærer, og kunne hjælpe mig med teorien. Det var en af de hårdeste perioder i mit liv, men også en af de mest lærerige. I år 2000 bestod jeg eksamen og januar 2001 startede jeg som selvstændig i Danmark.
"Man er nødt til at prioritere, hvis man vil være god til noget"
De første år som nystartet hestetandplejer i Danmark var hårde. Jeg måtte opgive min drøm om at have gode heste og ride med til de store stævner. Jeg havde et par heste som jeg red op og solgte, men det var tandplejen jeg var nød til at koncentrere mig om. De penge jeg tjente skulle bl.a. bruges på videre udannelse, konferencer, workshops og bedre instrumenter. Der var mange rejser og meget der skulle læses og læres, selvom jeg havde bestået eksamen med gode karakterer. Nu arbejdede jeg på at blive god nok til at bestå den "avancerede eksamen" hos IAED.
Nu efter 10 år, hvor jeg har bestået begge eksaminer og fået mere erfaring og viden, så har jeg mere tid og overskud til at koncentrere mig om min ridning igen. Dog skal jeg stadig videreudvikle mig og deltage i konferencer og workshops, men det tager knap så meget tid som når man er nyuddannet.
Er drømmen nået?
Man har vel altid delmål og mål. Og når de er nået så finder man nye.
Måske er jeg blevet mere blød med årene, men jeg synes at mange ryttere er for hårde ved deres heste. Jeg drømmer om i fremtiden at rytterne behandlede deres heste bedre, så de ikke fik så mange sår i munden. Jeg ville ønske at rytterne så alle de sår hestene har i munden og derfor ville sørge for tandpleje inden de lagde bid i munden på dem, og at de ikke tager så hård fat og strammer næsebåndene så meget. Hvis man tydeligt kunne se de sår hestene har i munden, ville man omgående blive udelukket fra stævner og sørge for at det ikke skete igen. Men man kan ikke se sårene og de fleste ryttere er ikke klar over at deres heste har ondt. 99% ønsker at behandle deres heste godt, men det gør mange af dem desværre ikke. Så jeg prøver at informere og lære hesteejere og ryttere hvordan hestene ser ud i munden. Det gavner jo også ridningen at hesten har det godt. Jeg ønsker ikke at skælde ud og at folk skal føle at de er dårlige hesteejere/ryttere, men at sige at de faktisk pga. uvidenhed skader deres heste. På den måde håber jeg at kunne hjælpe hestene til mindre smerte i munden.
Det ville være skønt at komme til stævner om 10 år og se løsere næsebånd, ridning for en let hånd og heste som havde fået tandpleje. Jeg tror det ville hjælpe meget hvis hestenes munde blev tjekket til stævner og de som havde sår blev udelukket fra at deltage.
