Flot hold resultat ved CSIO i Finland
Charlotte Lund og EM-hesten Monique red dobbelt nul runde i Nations Cup holdspringningen ved weekendens CSIO-stævne i Hamina i Finland
Der var jubel på det danske Nations Cup hold, da det lykkedes at ride en flot fjerde plads hjem i Hamina i Finland i weekenden. Ikke mindst takket være to fejlfrie runder af DM-sølvvinder Charlotte Lund på ryggen af EM-hesten Monique. Det er blandt dansk springlandsholds bedste Nations Cup resultater i lang tid. Det danske landshold i Finland bestod af Charlotte Lund, Tina Lund, Kim Kristensen og Thomas Sandgaard.
Med den flotte ridning i Nations Cup og lørdagens suveræne sejr i Grand Prix-klassen har Charlotte Lund klaret de krav der er stillet til både hende og den 10-årige hoppe Monique for at løse billet til sensommerens EM. Dansk Ride Forbund har endnu ikke officielt udtaget hverken ryttere eller heste til EM-stævnet i Tyskland. De står for tiden uden landstræner for springlandsholdet. Til stævnet i Finland var det således Charlotte og Tina Lunds fader Flemming Lund, der var chef de mission for det danske landshold. Flemming Lund der er tidligere fodboldlandsholdsspiller samt prof spiller og træner i udlandet nævnes som en af kandidaterne til jobbet som landstræner for springlandsholdet. Beslutningen tages af Dansk Ride Forbund i løbet af de kommende dage.
Næste kapitel i springrytternes kamp om de fire EM-pladser skrives om 14 dage til CSIO-stævnet i Drammen i Norge, hvor Charlotte Lund og Monique atter vil udgøre en fjerdedel af det danske Nations Cup hold. Se mere om stævnet på http://www.csiohelsinki.com/.
[Kilde: Peter Bennett, TVForlaget]
Tilføjet d. 16-06-2003 kl. 08:50 af C Henrik Biering i kategorien Ridesport.

