Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Ryttere opfordres til at bruge pæren i stalden

To ud af 10 børn, der går til ridning, kommer ud for en ulykke i stalden viser en ny undersøgelse foretaget af Børneulykkesfonden. Denne kedelige ulykkesstatistik vil Dansk Ride Forbund og Børneulykkesfonden ændre, og lancerer nu kampagnen 'Brug pæren i stalden'.


Når man opholder sig i stalden, er der mange ting at være opmærksom på, og for mange unge kan det være svært, at se de farer, der er forbundet med at opholde sig i stalden. Hvert år kommer ca. 7000 ryttere ud for en rideulykke, og det er et tal man nu vil forsøge mindske. Dansk Ride Forbund og Børneulykkesfonden opfordrer nu de unge ryttere til at 'bruge pæren i stalden' og tænke sig om, inden de gør noget, der kan få alvorlige konsekvenser for dem selv, andre ryttere eller hesten.


"Budskabet om at 'bruge pæren i stalden' er en opfordring til alle unge ryttere og er simpelt og nemt at huske. Vi håber på, at kampagnen kan påvirke de mange yngre ryttere til at passe bedre på sig selv og være bevidst om sikkerhed - også når de befinder sig i stalden," siger Henriette Madsen fra Børneulykkesfonden.


Vær opmærksom på hestens signaler

Som rytter er det vigtigt at huske på, at sikkerhed ikke kun er, når man sidder til hest, men faktisk også er en vigtig faktor i den daglige omgang med hesten. Med sine mange års erfaring som dressurrytter kender kampagnens ambassadør Lisbet Seierskilde alt til, hvor vigtigt det er at huske på sikkerheden, når man omgås hesten.


"Når man omgås hesten i stalden, gælder det om hele tiden at være opmærksom på de signaler, hesten sender. En farlig situation kan i mange tilfælde undgås ved at være fokuseret på ens omgivelser i stalden," forklarer Lisbet Seierskilde og understreger, at det er vigtigt, at se forholdet mellem hest og rytter som et samarbejde, hvor det handler om at bevare respekten.


Sikkerhed først - en kerneværdi

En af Dansk Ride Forbunds kerneværdier er Sikkerhed først, og forbundet arbejder hele tiden på at øge sikkerheden indenfor ridesport. Derfor lægges hovedvægten på sikkerhed i Dansk Ride Forbunds ryttermærker, som er en rytteruddannelse, hvor man lærer at håndtere og omgås heste på forsvarlig vis.


"For os er det utrolig vigtigt at få endnu mere fokus på sikkerheden i omgangen med heste i stalden. Dansk Ride Forbund er derfor glade for samarbejdet med Børneulykkesfonden om denne kampagne, som sætter fokus på sikkerheden i stalden. Det er vigtigt at få indprentet i hovedet på rytterne, at de skal tænke sig om, når de har med heste at gøre, idet statistikker viser, at der faktisk sker flere ulykker i omgangen med heste end ved selve ridningen. Derfor er det helt rigtigt at sætte fokus på dette område", siger Ulf Helgstrand, formand i Dansk Ride Forbund.


Kilde: Pressemeddelelse


Tilføjet d. 13-04-2011 kl. 08:28 og sidst rettet den 13-04-2011 kl. 21:23 af i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider