DRF formand efterlyser grunduddannelse

Den ny formand for Dansk Rideforbund, Ulf Helgstrand er en stærk fortaler for at styrke ridningen som sport gennem tiltag på bredde-niveau. Vi viderebringer hermed Ulf Helgstrands seneste debatindlæg fra DRF's hjemmeside.

Rideklub med vægt på skole

Jeg har i tidligere indlæg lagt vægt på behovet for undervisning i klubberne, primært på grund af at sikkerheden i ridesporten skal i fokus. Nødvendigheden af at forbundet yder en endnu større indsats på dette område, illustreres ikke mindst af endnu en tragisk ulykke. Der er ingen grund til at se i bakspejlet, det hjælper ikke de pårørende, men hvordan sikrer vi os at alle lærer at omgås heste på forsvarlig vis, og dermed reducerer antallet af ulykker i fremtiden.

Danmarks Idrætsforbund, vores paraplyorganisation, har udarbejdet statistikker omkring erstatningssager i de forskel-lige forbund, og her indtager ridesporten en meget lidt flatterende andenplads, når erstatningerne gøres op i kroner og ører. Inspireret af en af vores dygtigste ridelærere og berider, bør en rideskole/klub ikke blot være et sted hvor man går til ridning, men decideret en skole hvor formålet er at lære at ride korrekt, og ikke mindst under forsvarlige forhold, med alt hvad dette indebærer lige fra at nærme sig et af disse flokdyr i stalden, til at kunne klare sig i f.eks. konkurrence, hvis dette er den enkeltes ambition. Hovedbestyrelsen er gået et lille skridt i den rigtige retning, ved at sikre at alle licensryttere fra det 12. år skal have taget ridemærkerne 1 og 2. for at kunne få licens, og dermed deltage i distriktsstævner og opefter. Dette tiltag er efter min mening kun en spæd be-gyndelse og slet ikke nok, idet man meget vel kunne forestille sig at mange ulykker sker for nye i sporten, længe inden de er klar til at deltage i konkurrence på distriktsplan.

I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at deltage i et par distriktsmøder, som har givet mig yderligere inspiration. Når talen kom på fremtid og satsningsområder, gav jeg udtryk for at sikkerhed, efter min mening, bør være en af de vigtigste opgaver for forbundet i fremtiden. Det skylder vi ikke mindst sporten, men det er også vigtigt at vi overfor omverdenen, tager fat i problemet og har et godt tilbud til de klubber, der er medlemmer af rideforbundet. I distrikt 3 luftede man tanken om at se på hvordan golfsporten var organiseret, og her ser jeg nogle muligheder.
I golfsporten melder man sig ikke blot ind i en klub, og straks starter med at spille på golfbanen. Nej, man skal først gå til teoretisk undervisning, hvor man lærer at færdes på en golfbane, således at man ikke generer eller er til fare for andre. Herunder lærer man også, hvad de forskellige tegn og signaler på banen betyder. Dette afsluttes med en teoretisk prøve. Herefter skal man bestå forskellige praktiske prøver, og når alt dette er bestået, kan man med stolthed modtage et DGU kort (Dansk Golf Union). Erhvervelsen af dette kort berettiger, det pågældende medlem, til at spille på banen med et handicap. Handicapideen synes jeg i øvrigt også er inspirerende. Tænk hvis jeg eller andre meget middelmådige ryttere, kunne deltage i konkurrence med f. eks Thomas Velin eller Lone Jørgensen, fordi 60% i en M-klasse gav et handicap, der var så stort at det kunne give ovenstående ryttere kamp til stregen i en Grand Prix. Nå, dette er lidt udenfor emnet, men ideen har i hvert fald givet golfen stor succes og sammenhold. Tilbage til det omtalte DGU-kort i golf og til ridesporten.

Jeg kunne meget vel forestille mig at man skal igennem et lignende forløb på en rideskole, inden man må komme i nærheden af en ridebane. Jeg husker tydeligt da jeg første gang stillede på en rideskole med mi-ne to ældste børn. Jeg gik blot hen og betalte for en ridetime og så blev ungerne sat op på en pony, som stod opsadlet i ridehuset og i bedste fald, med en gammel cykelhjelm på hovedet. Bør-nene blev trukket en omgang og herefter sluppet i forventningen om at de bare fulgte efter hinanden i en lang række i skridt og trav. Resultatet var at den ene bukkede og smed drengen af, og dermed stoppede hans ridekarriere i lang tid, indtil en sød og fornuftig pige hjalp ham igen med stor tålmodighed hjemme i stalden. Det er blot en tilfældighed, at denne pige dukkede op i hans liv og ikke planlagt uddannelse, at han fortsat er aktiv rytter. Hvor mange kan ikke nikke genken-dende til en lignende situation?

Den teoretiske uddannelse forud for at sidde på en hest, kunne meget vel tage udgangspunkt i de velkende ridemærkeprøver grad 1 og 2. Efter min rent personlige mening kunne man måske komme lidt lettere omkring hestens anatomi, farve, aftegn og brændemærkning i første omgang, og fokusere yderligere på adfærd og reaktioner hos hesten. Underviseren skal, efter min opfattelse, også have gennemgået relevante kurser i uddannel-seshuset, for at være kvalificeret til at undervise under den daglige beriders ansvar, hvis en så-dan er tilknyttet. Sådanne kursusforløb kunne måske yderligere synliggøres. Det praktiske vil jeg anmode afdeling bredde og afdeling uddannelse om at se på, hvis disse afdelinger synes om disse overvejelser. Jeg er helt klar over at det er et stort arbejde, og at der vil gå længere tid inden et sådant koncept evt. vil være almindeligt kendt. Jeg synes selv vi ville være nået et længere skridt på vejen, hvis man først kunne ride frit rundt når man havde erhvervet et DRF-kort. Dette vil utvivlsomt øge både glæden, og sikkerheden indenfor sporten.

Med venlig hilsen
Ulf Helgstrand
Formand for Dansk Rideforbund