Med kun et døgn til startskuddet til årest hestemekka i Herning er der travlhed på alle fronter hos landets hesteinteressede.
Også bag årets nye gratis tiltag, Hestevelfærd i Herning præsenteret af First Horse, er der travlt med de sidste forberedelser, inden det går løs med fire unikke workshops, som via forskellige vinkler sætter fokus på hestevelfærd.
-Jeg sad sammen med resten af Horse Back Team hele aftenen i går og forberedte den endelige præsentation , så det begynder at nærme sig, fortæller en begejstret Claus Toftgaard. Som dyrefysioterapeut har han et travlt lørdags-program under messen, hvor han deltager både i ekspertpanelet, som skal debattere optimal træning samt den efterfølgende workshop med Brian Rützau og dyrlæge Maria Nørgaard fra Horse Back Team.
-Det er første gang, der i Herning afholdes live panel-debatter, hvor man har samlet tværfaglige eksperter, og hvor publikum har mulighed for at stille spørgsmål direkte til eksperterne, så mine forventninger er store, fortæller Claus Toftgaard.
Han fortsætter, - her er muligheden for at bringe debatten om træningsmetoder og hestevelfærd ud i det "åbne", fremfor det foregår som fnidder i krogene rundt omkring. Jeg glæder mig over at kunne bidrage til, at vi får en saglig debat indenfor hestebranchen blandt alle os hestefolk, således at emnet bliver bredere og mere nuanceret belyst, end tilfældet er, hvis en uheldig historie rammer dagspressen. Desuden håber jeg naturligvis både som deltager i debatpanelet sammen med dyrlæge Nicolai Jarløv og Andreas Helgstrand, og sammen med Horse Back Team at kunne sætte yderligere fokus på generel hestevelfærd og give folk ny viden og inspiration med hjem.
Se hele programmet for Hestevelfærd i Herning præsenteret af First Horse på www.hestogrytter.dk.
De fire workshops arrangeres af Messecenter Herning i samarbejde med Equipage, som er mediepartner. Hestevelfærd i Herning afholdes fra fredag til søndag i auditoriet på førstesal ved hovedindgangen. Der er gratis adgang for alle messens besøgende, dog max. 300 personer pr. workshop.
Kilde: Pressemeddelse

