Klikkertræning er en effektiv og veldokumenteret træningsmetode, der efterhånden vinder indpas hos flere og flere ryttere og hesteejere. Princippet bag klikkertræning bygger på videnskabelig læringsteori, og kan beskrives med en masse fine ord som positiv forstærkning, klassisk betingning og operant betingning. I denne artikel vil du blive præsenteret for klikkertræningens teori, fordele og ulemper. Kort sagt: tør videnskab præsenteret letforståeligt og brugbart i dagligdagen.
Læringsteori:
Straf og forstærkning:
Stort set al træning af heste hører ind under to principper: forstærkning og straf. Ordene dækker over at man enten forstærker en hests adfærd, og dermed motiverer den til at udføre adfærden igen, eller man straffer adfærden, hvilket mindsker hestens motivation for at udvise adfærden. De to træningsprincipper indeles ydereligere i to grupper hver: positiv og negativ. Det betyder at man tilfører hhv. fjerner en påvirkning af hesten, der motiverer den til at reagere. Så kort fortalt: Ved positiv forstærkning tilfører man noget for at belønne hesten (eks. foder), ved negativ forstækning fjerner man noget for at belønne hesten (eks. pres med tøjler eller schenkel), ved positiv straf tilfører man noget for at straffe adfærden (eks. fysisk påvirkning) og ved negativ straf fjerner man noget hesten vil have (eks. foder eller opmærksomhed).
Betingning:
Ved klikkertræningen benyttes klassisk betingning, hvilket er en association mellem to hændelser. I den givne situation skal hesten lære at associere klik-lyden med en foderbelønning. Når den association er opnået, vil klik-lyden få en belønnende betydning i sig selv, da den for hesten er associeret med foder, og man kan nu bruge klikkeren til at time sin forstærkning meget præcist, så hesten bliver belønnet for præcis den adfærd den udviser i det øjeblik klikket lyder.
Klikkertræning:
Ved klikkertræning benytter træneren sig af positiv forstærkning, og klikket følges altid op af en foderbelønning. Princippet er at belønne dyret for korrekte reaktioner, og ignorere forkerte reaktioner. Der indgår ingen tvang, og dyret bestemmer selv om det vil deltage i træningen eller ej. Dorte Bratbo Sørensen, lektor og ph.d. fra Københavns Universitet, fortæller til Videnskab.dk hvilke fordele hun ser i klikkertræningen: "Vi tvinger ikke dyrene til at være med, men lader dem selv bestemme. Det er også en forklaring på, at klikkertræning fungerer så godt; dyrene finder ud af, at der er noget, de selv kan styre. Hvis de vil gå, kan de gå, og hvis de vil lege vores fjollede leg og tjene godbidder, kan de vælge det".
Dorte fortæller også hvorfor hun ser straf som en dårlig træningsform: "Problemet med straf er, at det ikke anviser noget alternativ - det straffer den forkerte adfærd, men viser ikke, hvad dyret skal gøre i stedet. Klikkertræning viser, hvad vi vil have dyret til, og belønner det for adfærden", forklarer hun til Videnskab.dk.
For og imod:
Det er dog vigtigt at huske på at al træning af dyr kræver en vis grad af "frustration" hos dyret der kan motivere det til at reagere - i hvert fald hvis vi ønsker en udvikling. Det kan lyde meget rosenrødt at man træner sit dyr kun gennem positiv forstærkning, og dermed kun belønner og aldrig straffer, men hvad motiverer dyret til at udvikle sig? Det gør motivationen for at opnå noget for dyret fordelagtigt, og til tider en vis grad af frustration. Når dyr trænes, bruges der ofte det princip der kaldes "shaping". I al sin enkelthed består det i at man starte med en øvelse der er let, men ikke er slutmålet. Herefter udvides øvelsen gradvist, så den kommer nærmere og nærmere slutmålet. Dyret skal hele tiden motiveres til at tænke videre og prøve sig frem, så træneren får et fremskridt at belønne. Ved klikkertræning består denne motivation i at klikket tilbageholdes, selvom dyret forventer det, hvilket skaber en frustration der får dyret til at prøve mere, og forhåbentlig komme et skridt i den rigtige retning. Et eksempel kan være træning af delfiner, der foregår udelukkende med positiv forstærkning, da træneren ikke har mulighed for at påvirke dyret fysisk. En utrænet delfin der får forevist en hulahopring, vil næppe springe op af vandet og gennem ringen. I stedet vil den sikkert titte op over overfladen, hvilket træneren kan belønne. Delfinen lærer hurtigt at stikke næsen op over vandet når ringen forevises, men så skal den videre. Her vil træneren vælge at tilbageholde klikket. Delfinen vil sikkert prøve igen, dog stadig uden resultat. Delfinen vil nu reagerer på én af to måder: give op, eller øge sin adfærd i frustration. Træneren håber på det sidste, hvor delfinen måske svømmer lidt mere op og dermed får hele hovedet op over vandet, hvorefter træneren klikker og belønner. På den måde shapes adfærden gradvist, og der kræves i trin mere og mere af dyret. Man må dog formode at jo bedre dyret forstår princippet bag træningen (altså at det betaler sig for dem at afprøve nye reaktioner når et klik tilbageholdes), jo mindre vil træningen forhåbentlig bygge på frustration, og i stedet på nysgerrighed.
Er klikkertræning så en dårlig træningsmetode? Overhovedet ikke. Som nævnt er der ved enhver træningsmetode behov for en påvirkning der kan motivere dyret til at tænke videre og prøve sig frem. Et dyr der bliver belønnet eller ignoreret for sine forsøg, vil være langt mere tilbøjeligt til at fortsætte med at forsøge, end et dyr der bliver straffet eller ignoreret for sine forsøg.
Timing er altid vigtig i træning af dyr, og klikkertræning er ingen undtagelse, det har Dorte Bratbo Sørensen et godt eksempel på, som hun deler med Videnskab.dk "Når jeg holder kurser, træner kursisterne i at klikkertræne høns. Høns gør nemlig kun det, man klikker for. Vi havde en kursist, der var bange for at klikke for sent, og så klikkede hun lidt for tidligt i stedet. Det resulterede i, at hønen, der skulle hakke i en plade med næbet, stoppede sin hakken nogle millimeter før pladen", forklarer Dorte.
Negativ forstærkning bygger som nævnt også på belønning, og da en stor del af ridning og håndtering af heste foregår ved fysisk påvirkning (tryk med schenkel, tryk med tøjle og lignende) giver det god mening at bruge en stor grad af negativ forstærkning i hestetræning. Dog kan positiv forstærkning som klikkertræning med fordel tænkes ind i den daglige træning, og det kan endda lade sig gøre at benytte det under ridning.
