Hestens humør svinger, ligesom menneskers gør. Men hvordan afkoder man hestens humør, og hvornår tillægger vi hestene følelser og tanker, som de slet ikke indeholder? Den anerkendte hesteadfærdsforsker Janne Winther Christensen forklarer her, hvordan du kan se, hvad humør din hest er i.
Du synes måske, din hest ser trist ud en dag. Den naturlige menneskelige reaktion er at ræssonnere - den er nok i dårligt humør, fordi den ikke gider at gå dressur, eller lignende. Og det er både rigtigt og forkert.
- Heste kan ikke være i godt eller dårligt humør, da de ikke reflekterer over egne eller andres handlinger. De har en rigtig god hukommelse og kan danne positive eller negative associationer til forskellige situationer eller stimuli.
Altså hesten kan reagere med positive eller negative forventninger baseret på tidligere erfaringer i en given situation, forklarer adfærdsforsker Janne Winther Christensen.
Det vil sige, at hesten vil reagere positivt på det, den husker som en god oplevelse - og omvendt. Hvis den forbinder ridning med noget negativt, kan den virke utilfreds med udsigten til en ridetur. Mens den husker det at komme på fold som en sjov oplevelse og derfor spurter ud i indhegningen.
Men den forestiller sig ikke noget frit eller bekymrer sig. Mens du frygter, at det skal begynde at regne om lidt, så tænker hesten formentlig slet ikke over vejret, og hvis den gør, er det bare for at konstatere, at det blæser nu.
- Hestens hjerne vejer ca. et halvt kilo og er højt specialiseret til det, hesten har brug for. Derimod har heste ikke evnen til at ræsonnere, fantasere eller bekymre sig, og det er faktisk en fordel for et byttedyr som hesten. Hvis den var i stand til at bekymre sig, ville det jo blive endeløst - Er jeg for langsom, er jeg stærk nok, er der en flok løver bag den busk der? Osv. osv., siger Janne Winther Christensen.
Heste husker godt
Forskerne har gennem tiden kunnet konstatere, at hesten er i besiddelse af en fantastisk hukommelse. Det tager dem ofte kun et enkelt eller få forsøg at gøre ting rigtigt, og de er utrolig gode til at associere signaler eller tegn til bestemte begivenheder. Derudover har de evnen til at diskriminere - altså se forskel på firkanter og cirkler eller røde og blå spande.
Men det er alt sammen egenskaber, de rent praktisk har brug for til at overleve i naturen. Hvorimod det at være i godt eller dårligt humør ifølge forskerne er en luksus, hesten ikke kan tillade sig.
Læs resten af artiklen om hestens humør på www.ridemagasinet.dk.

