Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Uddannelsestema: Springbrættet til Veterinæruddannelsen - Helena   Portræt

Helena Hansen er 21 år gammel og drømmer om at blive dyrlæge. Nu er hun godt på vej, men hun har taget den omvej, der var den helt rigtige for hende.


Vi talte med hende første gang i september 2009, hvor hun netop skulle til at starte på studenterforløbet på landbrugssuddannelsen for at forøge sine chancer for at komme ind på veterinæruddannelsen via kvote 2.


Hvad er baggrunden for dit valg af uddannelse?

Jeg kommer fra en lille by i Sønderjylland, tæt på den dansk/tyske grænse. Jeg har redet siden jeg var 5-6 år gammel, primært dressur. Min far er ingeniør og arbejder med energi og alternativer til fossilt brændsel, så naturvidenskab er noget, der altid har interesseret mig meget, og da jeg afsluttede folkeskolen var gymnasiets naturvidenskabelige linje (matematik A - kemi A - fysik B) det helt oplagte valg for mig.


Jeg har siden jeg var lille godt kunne tænke mig at uddanne mig til dyrlæge, men da jeg afsluttede gymnasiet, følte jeg, at jeg havde brug for at holde lidt pause fra bøgerne. Jeg rejste derfor til udlandet for at arbejde med heste i nogle måneder. Derefter vendte jeg næsen mod Mellemamerika for at bruge det spanske, jeg havde brugt 3 år på at lære, og for at gøre en indsats for vores truede jord. Da jeg kom hjem til Danmark igen, søgte jeg ind på dyrlægestudiet via kvote 2. Desværre blev jeg ikke optaget i år. Da jeg nu skal have tiden til at gå til jeg kan søge igen næste år, kan jeg lige så godt bruge tiden bedst muligt, og derfor starter jeg på studenterforløbet på Gråsten Landbrugsskole. Studenterforløbet er en sammentrækning og forkortelse af grundforløbet og 1. hovedforløb, og varer i alt 14 uger. Derefter kommer 15 måneder med praktik, inden man kan starte på 2. hovedforløb.


Hvad fik dig til at vælge uddannelsen?
Det er svært at blive optaget på dyrlægestudiet, hvis man ikke har super gode karakterer, og dermed kan blive optaget via kvote 1. Derfor har jeg, efter afslag, spurgt hvad jeg kunne gøre for at have en større chance i forhold til optagelse næste år. Jeg blev anbefalet at få noget mere praktisk erfaring med produktionsdyr, da det er dem, jeg gerne vil ende op med at arbejde med.


Hvad har du af forventninger til uddannelsen?
Jeg håber, at det kan give mig den fornødne erfaring, så jeg kan blive optaget på dyrlægestudiet næste år. Hvis ikke, har jeg mulighed for at gøre landbrugsuddannelsen færdig og fortsætte med landbrugets lederuddannelser (produktionsleder, virksomhedsleder og agrarøkonom) eller vælge en anden universitetsuddannelse i samme retning, f.eks. Husdyrvidenskab (tidligere en specialisering af Naturressourcer).


Har du en bestemt drøm om, hvad du gerne vil arbejde med, når du er færdig?
Ja, når jeg bliver færdig som dyrlæge vil jeg meget gerne arbejde med produktionsdyr, helst kvæg. Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på bedre forhold for både malkekøer og slagtekvæg. Hvis muligheden byder sig, vil jeg gerne ind over noget forskning i retning af optimering af kvægets foder, så der produceres mindst mulige drivhusgasser, herunder CO2 og CH4.

Jeg har primært valgt landbrugsuddannelsen som et springbræt til at komme ind på mit drømmetudie, dyrlægestudiet. Da jeg meget gerne vil arbejde med produktionsdyr, er det en stor fordel (i hvert fald på kvote 2) at man har noget teoretisk viden og praktisk erfaring med landbrug og produktionsdyr.

Men det er jo svært at sige noget om, inden man er kommet igang med studiet og ved hvilke muligheder der byder sig.



Helenas år med landbrugssdyr har været præcis det springbræt, hun havde brug for. Efter at have afsluttet uddannelsen som landbrugsassistent i sommer, startede hun i september på dyrlægestudiet, hvor hun er optaget via kvote 2.

Vi har fået en snak med hende igen, nu hvor hun er kommet i gang med sit drømmestudie.


Levede studenterforløbet op til dine forventninger?
Ja, og langt over alle forventninger! Det sammenhold og de oplevelser, vi havde, var helt specielt, og det gav mig venner for livet.


Føler du, at det har givet dig en bedre forudsætning for at starte som veterinær og en fordel i forhold til de af dine medstuderende, der kom ind på kvote 1?
Jeg har en baggrundsviden om produktionsdyr, som en del af de andre ikke har, som har været en fordel i nogle af fagene, der har handlet om produktionsdyr og husdyrhold. Den viden, jeg har om anatomien og sygdomslære gør også, at jeg føler, jeg kan relatere noget af det vi lærer nu (og som kun er helt grundlæggende og på celleniveau) til noget af det, jeg kender fra dagligdagen blandt køerne.


Hvad mener du om niveauet på landbrugsskolen i forhold til på universitetet?

Det faglige niveau på landbrugsskolen er en del lavere end uni, men landbrugsskolen er jo også en ungdomsuddannelse. Jeg kom som den eneste på holdet helt uden kendskab til landbrug, så i starten var der en del fagudtryk, jeg skulle bruge tid på at sætte mig ind i, men derefter gik det nemt at følge med.


Er det en vej, du vil anbefale andre at gå?
Ja, jeg vil helt klart anbefale andre at gå samme vej. Om ikke andet, så bare for at få de oplevelser, det giver at holde "fri" et år.


Siger du dermed, at det næsten er for nemt?

Skoleopholdet er på studenterforløbet "kun" 16 uger, og ligger i efteråret (september-jul). Jeg synes ikke det var for nemt, men jeg boede på skolen sammen med de andre fra holdet, og vores helt fantastiske sammenhold gjorde, at det nærmest ikke føltes som at gå i skole. Og praktikken var jo et arbejde. Så selvom jeg brugte et år på landbrugsuddannelsen, ser jeg det ikke som et skoleår.


Er der nogle ting, der har ændret sig, siden du første gang svarede på spørgsmål - F.eks fremtidsdrømmene?
Mine fremtidsdrømme har ikke rigtigt ændret sig, ud over at jeg er blevet mere usikker på hvad det skal ende op med i sidste ende, når jeg er færdig om ca. 5 år. Jeg vil stadig gerne gå i retning af produktionsdyr, men jeg vil ikke udelukke nogle muligheder.


Tilføjet d. 13-01-2011 kl. 10:00 af i kategorien Uddannelse.
Forsidebillede: Ingen titel af Jean

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider