Legendariske Ratina Z lever ikke længere. Hun sov onsdag eftermiddag stille ind i stalden hos Ludger Beerbaum hvor hun siden hendes afsked med sporten i 1999, har nydt sit otium.
Til de største sejre for Ratina (Hann. e. Ramiro/Almé/Ganeff opdrættet af Leon Melchior, Zangersheide) tæller individuelt sølv og holdguld ved OL i Barcelona 1992 under hollandske Piet Raijmakers og holdguld ved OL i Atlanta 1996 under Ludger Beerbaum.
I 1994 blev det til en individuel 4. plads ved VM i Haag og i 1997 individuelt og holdguld ved EM i Mannheim i 1997 under Ludger Beerbaum.
Ratinas andre store triumfer tæller bl.a. sejr i Grosser Preis von Aachen 1996 og sejr i World Cup finalen 1993 og hun regnes for at være den mest vindende hoppe i springsporten til dato.
Ratina var både før og efter hendes sportskarriere aktiv i avlen og blev bl.a. mor til hingsten Rex Z (e. Rebel Z I) som også var i international sport, men nok mest var kendt for at være resultatet af en helsøskendeparring, idet faderen Rebel Z I var en helbror til Ratina Z.
Et andet afkom er den ligeledes kårede hingst Crown Z e. Carthago som for tiden høster mange internationale placeringer på Grand Prix-niveau under Judy-Ann Melchior.
Også sølvmedaljevinderen fra dette års VM for 5-års springheste, hingsten Comme Il Faut e. Cornet Obolensky er en søn af Ratina Z.
Ratina betog gennem 90'errne tusindevis af hesteinteresserede med hendes fantastiske runder i verdens største Grand Prix klasser. Hendes iltre temperament og fantastiske vilje til at springe hvadend der stod foran hende, skaffede hende en fanskare udover det sædvanlige og spørg man i dag de fleste topryttere over 30, hvilken hest var den bedste nogensinde, vil de fleste sige Ratina Z.
I denne video på YouTube fortæller Ratinas to vigtigste ryttere om deres bekendtskab med den karakterfulde hoppe, bl.a. fortæller Ludger Beerbaum at de ved hendes afsked i Aachen i 1999 spillede sangen "I Am What I Am" af Gloria Gaynor og at hun virkelig var sin egen og ikke lod sig ændre af nogen, ej heller Ludger selv. Ca. efter et minut begynder beretningen om Ratina Z.
På Horsetelex.nl skriver man, at Ludger Beerbaum i samråd med delejeren Leon Melchior tog beslutningen om at aflive Ratina i onsdags og på Ludgers egen hjemmeside, skrives at han var sammen med hende til det sidste.

