Hestetræner og trickspecialist Suzanne Berdino viser, hvordan du kan gøre din hest så tryg, at den ikke længere reagerer på alt, der bevæger sig ude i terrænet.
Træning med støj
Som sagt skal mine heste lære at vænne sig til lidt af hvert uden at stresse, hvis de skal leve et langt og godt liv som cirkusheste. En af de andre standardøvelser, jeg udsætter de unge eller uerfarne heste for, er at møde en larmende person.
Jeg får en medhjælper til at komme gående, mens medhjælperen banker med en træske på et grydelåg. Den larmende medhjælper skal gå på indersiden af dig og hesten, da hesten ofte vil springe væk fra den larmende medhjælper. Vær forberedt på det. Medhjælperen gør det mange gange i to-tre sekunder af gangen. Det er vigtigt, at medhjælperen til at begynde med ikke kommer for tæt på og chokerer hesten så meget, at den går i panik. Hesten skal kun lige reagere på den larmende medhjælper, og så skal man tale beroligende til hesten, så den bliver tryg ved situationen.
Ligesom med ballonvægøvelsen kræver denne øvelse oceaner af tålmodighed, tid, ros og belønning, hver gang hesten ikke reagerer på den larmende medhjælper.
Høj og larmende musik er også noget, jeg gradvist skal vænne hesten til, så den ikke bliver skræmt fra vid og sans hver eneste gang den skal i manegen og vænne sig til vores orkester, der jo spiller under hele vores nummer.
Jeg vænner mine heste til høj musik ved at spille høj og nogen gange knald høj musik i ridehuset, når jeg laver den daglige træning. Man kan lige så godt fra dag et vænne hesten til, at der kan være støj omkring den, så hesten ikke vænner sig til, at der altid skal være lyddødt, når den skal præstere. Der er jo heller ikke lyddødt til hverken ridestævner eller i naturen, så for mig er det grundlæggende, at hesten lytter til mig og reagerer på mine hjælpere, uanset om vi er omgivet af larm og bevægelse. Dermed ikke sagt at der skal være knald høj musik og larm i ridehallen hver eneste gang, man træner. Kun en gang imellem.
Læs mere om, hvordan du træner uro ud af din hest, på www.ridemagasinet.dk.

