Carsten Ganderup er netop blevet idømt to års karantæne og en bøde på 5.000 kroner for hestemishandling.
Danmarks Idræts-Forbunds Appeludvalg har med andre ord stadfæstet den kendelse, Dansk Ride Forbund's Ordens- og Amatørudvalg afsagde den 21. november sidste år.
Sagen går tilbage til august sidste år, hvor Carsten Ganderup blev anmeldt for at have redet en hest med et næsebånd med indvendigt påsatte nitter ved et landsstævne i Svendborg Rideklub.
Appeludvalget bemærker i kendelsen, at Carsten Ganderup i forbindelse med efterforskning af sagen har fremvist en forkert hest og derved forårsaget, at dyrlægen ikke kunne tage blodprøve af hesten.
I Dansk Ride Forbund er der tilfredshed med kendelsen:
- To år er lang tid for en professionel rytter at være udelukket fra stævner, men vi er tilfredse med kendelsen, fordi den klart signalerer, at vi ikke accepterer hestemishandling. Det er vigtigt, at ryttere opfører sig etisk forsvarligt overfor deres heste, og jeg synes, det er flot, at de to unge piger, der anmeldte Casten Ganderup, havde modet til at stå frem, siger Peter Vogt, generalsekretær i Dansk Ride Forbund.
Kendelsen trådte i kraft den 26. marts 2003 og kan ikke ankes.
Kendelsen kan ses på http://www.rideforbund.dk/sw575.asp
[Kilde: Birgitte Wulff, Dansk Ride Forbund]
To års karantæne til Ganderup
Tilføjet d. 28-03-2003 kl. 09:19 af Annette Søndergaard i kategorien Nyheder generelt.

