Til den nye store hestemesse Hesteliv 2010, der løber fra den 19.-21. november i Frederiksborgcentret i Hillerød, kan man se nogle af Danmarks dygtigste hestefotografers bedste pletskud. Den lyse og flotte foyer bliver, i de dage hestemessen løber, omdannet til en eksklusiv hestefotoudstilling, der viser heste og ryttere set gennem fotografernes linser.
Man kan både opleve kunstneriske hestefotos, billedreportager og hestefotos med en særlig historie bag. En af de mange dygtige hestefotografer, der bidrager med værker til udstillingen, er Bonnie Jensen, der tager mange hestefotos for private og leverer fotos til ridemagasinet Equipage. Vi har stillet hende et par spørgsmål forud for Hesteliv 2010:
Hvordan blev du hestefotograf?
Jeg har altid interesseret mig for fotografering, men indtil jeg fik købt det rigtige udstyr for et par år siden, fik jeg ikke gjort noget ved det. Derefter efterlyste jeg hesteejere, der ville stille deres heste op som model for mig, og jeg fik rigtig mange henvendelser. Så var det bare om at komme i gang.
Hvilket udstyr bruger du?
Jeg fotograferer med Canon EOS 400D og forskellige objektiver. Jeg lejer ofte udstyr hos fotokæden Click til de mere avancerede fotoshoots.
Dit bedste hestefoto.......
Det er af angloaraberen Zazu, der smager på ejer Tines hånd. Jeg synes, at det overlader en del til fantasien, da man ikke ser så meget af hverken Zazu eller dens ejer. Til gengæld udstråler billedet det nære bånd mellem hest og ejer.
Billedet er taget i Villa Stabbia i landsbyen Massa e Cozzile i Toscana, Italien, hvor Tine, hendes familie og hendes heste bor til dagligt.
Hvilke fotos tager du med til Hesteliv 2010?
Det har været meget svært at træffe en endelig beslutning om, hvilke jeg skulle have med, så jeg fik god hjælp fra venner og familie. Jeg har valgt de billeder, der på hver sin måde viser præcis, det jeg allerbedst kan lide af hesten, og hvad jeg synes, heste og ridning går ud på.
Hvad er dit bedste råd til hestefolk, der gerne vil tage gode fotos af deres hest?
Kend den hest du skal fotografere. Vær ikke bange for at spørge andre fotografer, hesteejere og andre. Vær ikke bange for kritik af dine fotos. Vis dem frem så meget som muligt, og lyt konstruktivt til kritikken. Lad dig inspirere af andre hestefotografer. Jeg kigger meget på, hvad Equipages hoffotograf Bob Langrish gør, og jeg kigger også på billeder af fotografen Yann Arthus Bertrand. Naturligvis finkæmmer jeg hvert eneste nummer af ridemagasinet Equipage for at finde ideer til mine næste fotoshoots.
Hvad glæder du dig mest til i forhold til Hesteliv 2010?
Jeg glæder mig som et lille barn til at fremvise mine egne yndlingsbilleder og håbe på at få lidt reaktioner fra de besøgende, enten via dialog eller ved at se deres kropssprog når de ser mine billeder.
Læs mere om Hesteliv 2010 på www.hestemesse.dk.

