Fredagens første springklasse var den trestjernede small tour over forhindringer på 1.35m i højden og sejren gik til Linnea Ericsson på Pero-Z Hillock (DV e. Robin Z II/Schwarm/Dank opdrættet af Trine Hermansen).
Det så ellers længe ud til, at sejren skulle gå til den lynhurtige ekvipage Tina Lund og Athene D. (DV e. Aston/Avanti/Solist opdrættet af Jens Danielsen) foran Stutteri Asks førsterytter Søren Møller Nielsen på Gonzo Ask (DV e. Gipsy d'Ask/Fridericus Rex opdrættet af Stutteri Ask).
Søren og Gonzo havde som klassens startnummer 21 henlagt klassens hurtigste tid, men som den efterfølgende rytter, havde Tina fået kigget de snævre vendinger efter og det var tydeligt at se, da hun red en overlegen runde med de kortest mulige vendinger og skar over fire sekunder af Søren og Gonzos tid.
Efter Tinas runde virkede det umuligt at ride runden hurtigere, men så kom Linnea og Pero-Z på banen og skar næsten 2 sekunder af Tinas tid.
Pero-Z der har haft pause i nogle måneder, virkede som en hest på vej tilbage i storform og han gjorde da heller ikke meget væsen af forhindringerne på banen men sprang hurtigt og smidigt hele banen rundt.
Tina Lund måtte altså nøjes med klassens andenplads og som næstsidste rytter på banen fik Søren N. Pedersen og Tailormade Cavetta (Old. e. Careful/Grannus) lige netop kilet sig ind foran Søren Møller Nielsen og kunne dermed indtage klassens tredjeplads.
Søren Møller Nielsen på Gonzo Ask og Thomas Sandgaard på Qualitive (Old. e. Quick Star/Sandro) landede på hhv. tredje- og fjerdepladsen.

