Dit humør eller din usikkerhed udløser en reaktion hos hesten. Lær her, hvordan du kan bruge hestens fine fornemmelser til din fordel ved at sende hesten de rette signaler.
Heste mærker lynhurtigt, hvad deres ryttere føler, og hvordan de reagerer. Og det smitter af. Hvis en hest for eksempel fornemmer, at rytteren er usikker under ridningen, kan den måske finde på at refusere foran springet eller nægte at passere en sten i skovbunden. Omvendt kan en selvsikker og rolig rytter få det bedste frem i en mere ængstelig hest.
- Det allerbedste er naturligvis, at man er en afslappet rytter med tillid til hesten. Men faktisk behøver man ikke have et roligt gemyt for at kunne berolige en hest. Men man skal tro på, at man kan. Så kan man også overbevise hesten, forklarer hestetræner Ute Lehmann.
Heste læner sig meget op ad de signaler, de fornemmer fra deres omgivelser.
- Hestenes kommunikation foregår frem for alt på de følelser, som forbindes med menneskets mimik! At se venligt og intenst på hesten, mens man smiler udvendigt og indvendigt, virker efter min erfaring absolut positivt. Du kan prøve at lave nogle grimasser, mens du arbejder med din hest - den vil ikke blive påvirket af det. Det handler om at signalere, hvordan du selv har det, forklarer hestetræner og forfatter Ute Lehmann.
Dertil kommer hestens opmærksomhed mod og tolkning af omgivelsernes bevægelser.
Denne fintføling har været af afgørende betydning for hestens overlevelse gennem evolutionen. For det var kun dem, der læste en flokkammerats alarm rigtigt, der kunne flygte hurtigt. Og lige så vigtigt var det at tyde fremmede dyrearters bevægelser for eksempel at kunne adskille en snigende fjende fra en græssende hjort.
Læs mere om, hvordan du sender rigtige signaler til hesten, på www.ridemagasinet.dk.

