Betænkningstid kan koste dyrt - det har en hestekøber måttet erfare efter et længere retsforløb.
Historien er kort at en hobby-avler sælger en unghest til et stutteri. Hesten bliver i denne forbindelse røntgenfotograferet og dyrlægen finder ingen forandringer af betydning. Avleren aftaler med stutteriet at hesten skal koste 50.000 kr, men indvilliger i at betalingen først falder efter stutteriets forårsauktion er afholdt. Inden forårsauktionen, vælger stutteriet at tage røntgenbilleder af hesten igen, og denne gang finder dyrlægen røntgenforandringer - hesten led af spat i højre bagben, og kunne ikke forsikres.
Køber vil ikke betale for hesten, og sagen er efterfølgende blevet vurderet både i byretten og landsretten. Begge retsinstanser er enige om at køber hænger på hesten, og skal betale det fulde beløb til sælger. Hesten lider godt nok af en mangel, og køber havde derfor ret til at annullere handlen. Årsagen til at der alligevel skal betales, er ganske enkelt at der ikke er blevet reklameret i tide. Køber burde have reklameret umiddelbart efter den alarmerende dyrlægevurdering, der blev foretaget d. 30 april. Køber valgte i stedet at vente, og henvendte sig først til sælger i juni, hvor han i en kort telefonsamtale sagde at hesten grundet sin fejl ikke kunne sælges. Rettens afgørelse er derfor at køber skal betale hestens fulde beløb, samt sagsomkostninger for 50.000 kr.
Kilde: Nordjyske.dk

