Stutteri La Cour i Græsted havde natten til fredag et af den slags besøg, som ingen nogensinde ønsker.
Fredag morgen mødte der ejerne af stutteriet et frygteligt syn, da de kom ud til hestene. Seks heste havde fået klippet halerne af.
"Desværre er det så meget, at de ikke er i stand til at vifte noget som helst væk, ej heller tror jeg desværre vi er i stand til at sy ekstra længde på", siger Julie La Cour, ejer af stutteriet.
Hestene stod på døgnfold, og da de ikke har grimer på, tænker Julie, at det nok er hestekyndige personer, der har haft fat i dem, og hun er uforstående overfor, at nogen overhovedet kan finde på det.
"Såfremt hestehalerne bliver brugt til smykker, vil jeg håbe, at køber af smykkerne kan finde belæg for, hvordan smykkeproducenterne har fået fat i hestehåret. Det er en utrolig kedelig situation at stå i, da flere af hestene er til salg og nu står uden hale. Ligeledes er det utrolig synd for hestene, som er stressede over ikke at kunne komme til fluerne", siger Julie.
Politiet er underrettet, og der er nu døgnvagt på stedet fra Nordkysten Hundevagt.

