Ejerne af et hestestutteri har vundet en skelsættende sejr i Landsskatteretten. Deres hestestutteri skal nemlig anses for at være drevet erhvervsmæssigt, og dermed kan de fradrage deres underskud
Landsskatteretten har sagt god for, at et hestestutteri kan få fuldt fradrag for underskud. Dommen er resultatet af en længere sag, som har kørt mellem SKAT og stutteriejerne.
Stutteriet blev etableret i 2004, og underskuddene, som sagen vedrører, er for indkomstårene 2005, 2006 og 2007, hvor hestestutteriet var under opstart og udvidelse. Ejerne indkøbte i de år følhopper, hvilket var medvirkende til underskuddene. Ved udgangen af 2007 havde stutteriet 16 avlshopper og 13 føl af egen avl.
SKAT må bøje sig
Dommen er nu faldet, og SKAT er i Landsskatteretten dømt til at anerkende samtlige af stutteriets underskud.
Landsskatteretten har i deres vurdering lagt særligt vægt på, at driften af stutteriet først er startet i 2004, efter salget af en kødkvægsbesætning. Samtidig er omfanget af stutteriet opbygget til en stambesætning på ca. 15 avlshopper, så der ikke er tale om et begrænset omfang. Derudover er der avlet 8-10 føl om året.
Stutteriet er sidenhen af helbredsmæssige årsager solgt til tredjemand med fortsat stutteridrift for øje med fortjeneste, hvilket også vejede tungt i afgørelsen.
Nægtet fradrag
Det lokale Skattecenter havde i første omgang nægtet hestestutteriet fradrag for underskuddene, da Skattecentret ikke anså stutteriet for en erhvervsmæssig aktivitet.
Skattecentret lagde i deres afgørelse vægt på, at stutteriet ikke havde udsigt til at opnå en indtjening, der stod i rimelig forhold til den investerede kapital og de løbende driftsmæssige udgifter.
Den samlede investering i stutteriet er fra SKATs side vurderet til 10-12 mio. kr. og det samlede underskud for de tre indkomstår beløb sig i alt til 1,5 mio. kr.
I Skattecentrets afgørelse står der ingen steder, at der er foretaget en konkret vurdering af, om driften af stutteriet er bedømt ud fra en teknisk-landbrugsfaglig målestok eller ej. Afgørelsen har heller ikke vurderet, om driften kan opnå et rimeligt resultat.
Klart mål om avl og drift
Ejerne af stutteriet understregede blandt andet, at ejendommen lige fra erhvervelsen i 1998 blev drevet med korn og græs. Ejendommen er på 113 ha, hvor 68 ha er i omdrift, mens resten er eng, skov og overdrev. En større kødkvægsbesætning blev desuden solgt i 2004, hvorefter stutteriet blev startet op med avl af heste af racen Dansk Varmblod.
Stutteriet havde fra starten et klart mål om, at avle heste af den bedste afstamning til dressur og spring. Ejerne ville sælge hestene, når de var i alderen 3-4 år gamle.
Resultatet af avlen pr. ifolet hoppe har ligget betydeligt over landsgennemsnittet, og alle stutteriets avlshopper er kåret i hovedstambogen for Dansk Varmblod.
Derudover deltager stutteriet i følskuer og eliteskuer, hvor der er opnået flere fløjpladser.
Af skattekonsulent Kim Nørgaard

