Meget apropos den tidligere omtalte panik om hestefotografer, blev en fotograf for nylig af nogle borgere i Stilling mistænkt for at være hestetyv, da de havde observeret en bil med trailer i området.
Politifolk blev sendt til stedet, og synet af fotografen, Jesper Nørgaard Sørensen fra Århus, var da måske også noget usædvanligt. Denne kørte nemlig rundt på en ATV med en heliumballon efter sig.
Nu er det dog sådan, at Jesper Nørgaard Sørensen har specialiceret sig i at tage luftfotos på den måde og var i gang med en opgave, hvor han lavede billeder af virksomheder i Stilling. Politiet lod ham fortsætte sit arbejde.
Eksempler på Jesper Nørgaard Sørensens arbejde kan ses her.
Kilde: Pressefotografforbundet.dk

