På Store Hestedag, den 4.-5. september på Roskilde Dyrskueplads, kan alle få råd og vejledning om, hvordan man hegner sine heste sikkert. Det sker på Poda Hegns stand, hvor Podas hegnseksperter rådgiver og svarer på spørgsmål sammen med Tina Lund, der er Podas ambassadør i arbejdet for at forbedre hegnssikkerheden.
Tina Lund - ambassadør for sikre hestehegn
Hos Poda Hegn er man glade for at have Tina Lund med som ambassadør for sikre hestehegn. Sammen med den talentfulde springrytter håber Poda Hegn at løfte niveauet for viden og kundskab om hestehegn, så ulykker kan undgås i fremtiden - en sag, som også Hestens Værn arbejder for.
Tina Lund fortæller: "Hegn er nok det sidste man tænker på, men det burde være meget mere i fokus. Det er hestenes tryghed og sikkerhed der står på spil. Inden vi selv fik Poda Hegn har vi 2 gange været ude for at finde vores heste ude på vejen - heldigvis uden at der skete nogen ulykker - så jeg er utroligt glad for at være med til at gøre opmærksom på, hvor vigtigt det er, at folde og hegn er i orden."
Man kan møde Tina Lund på Podas stand om lørdagen på Store Hestedag.
Undgå skader og ulykker
Over hele landet sker der stadig mange ulykker med heste - ulykker, der kunne have været undgået, hvis foldene havde været konstrueret korrekt, og udført i materialer, der er beregnet til heste.
"Selvfølgelig vil vi gerne sælge kvalitetshegn", fortæller Klaus Fuglsang fra Poda Entreprise. "Men det handler også om, at vi desværre alt for ofte ser, at heste kommer frygteligt til skade og må aflives - simpelthen på grund af uheldige hegnsløsninger. Og så hører man jo også jævnligt om heste, der er sluppet ud af deres folde og skaber kaos i trafikken. Det er dét, vi prøver at ændre på - og den dyreste løsning er ikke altid den bedste", understreger Klaus Fuglsang.
Sikre nyheder
Som pionéren inden for el-hegn har Poda Hegn i mange år slået til lyd for gode og sikre hegn, bl.a. med det særlige el-hegn til heste, Hippolux, som blev introduceret helt tilbage i 1980'erne.
Dette el-hegn er kendetegnet ved en tyk, hvid kappe omkring hegnstråden, og fås som noget helt nyt nu også i brun udgave. Den brune kappe er stadig tydelig for hestens syn - og er det helt rigtige valg, hvis man ønsker et mere diskret el-hegn, der falder ind i naturen.
Også på låge-siden er der sikre nyheder at se på Store Hestedag: Poda Hegn har udviklet et nyt lukketøj specielt med sikkerheden for øje: Lukketøjet er monteret inde i lågerammen, så der ikke er udragende metaldele - og så kan skudriglen aflåses, så uvedkommende ikke kan åbne lågen. Det nye lukketøj er i øvrigt blevet belønnet med topbedømmelsen "3-stjernet nyhed" på landbrugsmessen Agromek.
Kilde: Pressemeddelelse

