Sædetræning i longen er langt fra kun rettet mod nybegyndere. Selv meget erfarne ryttere kan med tiden udvikle et dårligt eller skævt sæde, der kan give uklare signaler til hesten. Den erfarne rytter Kristina Glaser fandt ret hurtigt ud af, at hendes opstilling måtte ændres, da hun deltog i et kursus i sædetræning i longe. Her kan du læse om hendes erfaringer og blive inspireret til, hvordan du kan træne dit sæde.
Flad som en rødspætte ligger jeg på maven og skeler til min arm. Den rykker sig ikke en centimeter ud af flækken på trods af kraftanstrengelsen. Denne øvelse skulle forbedre min holdning i sadlen.
Men hvad har den med sædetræning i longe at gøre?
Temmelig meget, mener Gabriele Nimsky-Magnussen, ridelærer og bevægelsesterapeut inspireret af Eckart Meyners principper, som Equipages Kristina Glaser har konsulteret for at forbedre sit sæde.
Det kan føles ganske pinligt at blive sat i longetræning, når man anser sig selv for en erfaren rytter. Men det bør det ikke være. Specielt ikke når man tænker på, at rytterne på den Spanske Rideskole i Wien bliver longeret i op til ni måneder, før de bliver sluppet løs.
Og hvad der er godt for rytterne på den Spanske Rideskole, må også være godt for en gennemsnitsrytter som mig.
Jeg giver modvilligt tøjlerne fra mig, og det varer da heller ikke længe, før Gabriele Nimsky-Magnussen opdager årsagen til min fremadlænede overkrop, som jeg har kæmpet med i årevis.
Bevægelsen fra brysthvirvelsøjlen er lig nul. En diagnose, som jeg ifølge ridelæreren deler med mange andre.
Jeg bliver sat op på den 12-årige voltigeringshest Gala, og dommen er klar med det samme.
- Du trækker skuldrene frem, og dette låser nakken. Du skubber din hage frem og bagdelen tilbage. Du trækker overschenklerne op, og knæene fikseres på knæpuderne, så hælene ikke kan fjedre mere, forklarer Gabriele Nimsky-Magnussen.
Sagt med andre ord, min opstilling er noget værre rod.
Læs mere om, hvordan træning i longe kan forbedre dit sæde, på www.ridemagasinet.dk.

