En alsidig dansk hest
Frederiksborgeren er en gammel dansk hesterace med en stolt historie, der går adskillige århundreder tilbage. Den er dog langt fra nogen museumsgenstand, men derimod en alsidig hest, der indfrier langt de fleste nutidige hesteejeres ønsker, hvad enten de søger en partner til ridning, kørsel eller avl.
Det er muligt at opleve frederiksborgeren anno 2010 i forbindelse med Frederiksborg Hesteavlsforeningen Jyllands kårings- og salgsarrangement på Stald Tougaard ved Viborg i weekenden d. 21.-22. august.
From, fyrig og frygtløs
Frederiksborghesten benyttes i dag inden for alle grene af ridesporten og der findes heste af frederiksborgblod på S-niveau i både dressur og springning. Størst succes har frederiksborgeren dog som partner for den helt almindelige rytter, der søger en stabil og sund hest, der altid er i godt humør, er nem at omgås, som sagtens tåler et par fridage uden at blive "varm i hovedet" og som samtidig har alsidige evner, der gør den velegnet til såvel dressur og spring som western, distance og almindelig skovturs- og hyggeridning.
Inden for køresporten benyttes frederiksborgeren ligeledes til alle former for hygge- og konkurrencekørsel og har flere gange gjort sig bemærket med topplaceringer ved diverse mesterskaber.
Arrangementet på Stald Tougaard
Idealet for avlen er fortsat Salys berømte rytterstatue på Amalienborg slotsplads og den ydre lighed fornægter sig bestemt heller ikke. En middelstor, køn og harmonisk hest, der er egnet som såvel ride- som kørehest, er det mål, dagens avlere af frederiksborgheste stiler efter.
I hvor høj grad det er lykkedes for den enkelte avler at ramme dette mål afgøres i forbindelse med kåringsarrangementet på Stald Tougaard, Aalborgvej 154 i Viborg, d. 21.-22. august, der ud over hoppekåring også byder på føl-/plagskue, hvor fremtidens avls-, ride- og køreheste bliver fremvist.
I forbindelse med arrangementet fremvises i år også et antal salgsheste. Hestene fremvises begge dage i hallen under rytter, for vogn eller mønstret efter udstillerens valg, ligesom de selvfølgelig under hele weekendens arrangement kan ses i stalden. Så hvis man går med tanker om at købe hest, er det bestemt værd at lægge vejen forbi Stald Tougaard i løbet af weekenden.
Der er også mulighed for at opleve frederiksborgeren under rytter i forbindelse med lørdag eftermiddags showklasser ellers søndagens dressurklasser. Arrangementet starter begge dage kl. 09.30 og slutter ud på eftermiddagen.
Yderligere information omkring arrangementet fås via foreningens hjemmeside her.
Kilde: Pressemeddelse

