Han er kun 23 år. Alligevel jagter han sit 10. DM i træk, når danmarksmesteren i ridebanespringning skal findes ved Danish Derby Horse Shows arrangement på Vilhelmsborg ved Århus. Stævnet holdes fra 12. til 15. august.
Andreas Schou fra Schou & Skouboe på Tågerup ved Sommersted skal forsvare sit danmarksmesterskab fra i fjor. Også i 2008 vandt han DM for seniorer og før det tre mesterskaber som young rider (ryttere op til 21 år), tre som junior og et ponymesterskab.
Han vil selvfølgelig gerne sikre sig det 10. mesterskab, men erkender også, at der jo kun skal lidt til, før der ryger i bom i ridebanespringning.
Andreas stiller op på såvel ni-årige Uno'S Safier efter Numero Uno, som han vandt på i fjor, og den mere rutinerede 11-årige Chicago efter Cassini II, som han vandt på i 2008.
Andreas' lillebror, 22-årige Christian Schou, som også rider for Schou & Skouboe, stiller også op til DM for seniorer. Han har også to heste med, nemlig 10-årige Coronada efter Coronado, som han blev nummer fire på ved DM for Young Riders i fjor, og 10-årige Plaisir du Lys efter Champion du Lys. Det er ikke hans første DM for seniorer, da han i 2008 valgte at starte seniorklassen, selv om han kunne have redet som young rider. Han blev tilmed nummer fem.
Der dystes i år på en ny måde - den indledende tidsspringning, som gav resultater med decimaler, er erstattet af en almindelig runde på fejl og tid fredag. Det betyder, at man kan komme frem til en omspringning om mesterskabet, efter de to runder på fejl og tid i søndagens klasse - hvis der er lighed mellem ryttere.
Kilde: Pressemeddelelse

