Forbundsmesterskaberne i handicapridning er netop afsluttet på Broholm Gods ved det store stævne, hvor der også afholdes DM for seniorer.
Finalen i dag lørdag blev redet i en kür, og der blev i alt kåret fire forbundsmestre. For grad I blev det Stinna Tange Kaastrup med Labbenhus Snøvs. Stinna og Snøvs er en af de ekvipager, der skal repræsentere Danmark ved WEG i Kentucky senere på året.
For Grad II var det endnu en landsholdsrytter, der løb med sejren, nemlig Caroline Cecilie Nielsen med Rostorns Hatim-Tinn. Caroline, der har forberedt sig godt ved at træne på Broholm hele sommerferien, red et yderst flot program og fik en velfortjent førsteplads.
Caroline Cecilie Nielsen og Rostorns Hatim-Tinn ved Forbundsmesterskaberne på Broholm 2010
Foto: Molin-Foto.dk
For grad III blev det endnu en landsholdsrytter, nemlig Annika Lykke Dalskov med trakehnerhingsten Preussen-Wind, der blev forbundsmester.
Grad IIII blev vundet af den regerende nordiske mester Henrik Sibbesen med Rexton Royal. Henrik skal ligesom Annika, Caroline og Stinna repræsentere Danmark ved WEG i Kentucky.
Heste-Nettet ønsker de nye mestre tillykke!

