I den nordjyske by Als går der ikke et øjeblik, uden nogen diskuterer situationen omkring Jens Skøtt Pedersens dyr.
Dyrene, seks får og tre heste, har han placeret ulovligt på kommunens jord, hvor de står bundet uden vand og mulighed for at søge skygge.
Tidligere havde Jens Skøtt Pedersen også tre hængebugsvin, som gik løs og hærgede i området.
Naboer og beboere i området har tilbudt at tage dyrene til sig og passe dem ordentligt. I forvejen er det naboer, der sørger for, at dyrene får vand i ny og næ.
Hos Dyrenes Beskyttelse er man ikke overrasket. Her kender man udmærket Jens Skøtt Pedersen. De besøgte ejendommen Bakkevej 6 første gang for syv år siden, for at påpege et regelbrud.
- Skøtt tilsidesætter alt, hvad han får besked på. Han er bedøvende ligeglad, fastslår Arne Holm Andersen, lokalformand for Dyrenes Beskyttelse i gamle Hadsund Kommune, som blev smidt på porten, da han for fjerde gang besøgte ejendommen.
Jens Skøtt Pedersen er tiltalt for ikke at passe sin dyr ordentligt og har fået stribevis af påbud om at rydde op efter svineriet. Endnu er det uvidst, hvornår sagen kommer for retten.
Kilde: Nordjyske.dk

