De danske juniorryttere ligger i top i holdkonkurrencen ved EM, når første runde er forbi. Med 0 fejl ligger de på en delt førsteplads med Holland og Tyskland og har dermed et rigtigt godt udgangspunkt for morgendagens anden og sidste runde i holdkonkurrencen.
De enkelte rytteres resultater i holdkonkurrencen tæller også med i den samlede individuelle stilling, og der er derfor endnu håb om medaljer til holdet såvel som til de individuelle ryttere.
Det er tydeligt for enhver som blot engang imellem læser nyheder her på Heste-Nettet, er publikum til et større stævne eller blot skimmer overskrifterne i hesteverdenens medier, at Danmark i disse år er i besiddelse af en usædvanligt stærk juniorårgang, som allerede siden deres overgang fra ponyerne, har kunne blande sig med seniorrytterne til de nationale og mindre internationale stævner. Det er en kombination af usædvanligt talentfulde ryttere og det helt passende hestemateriale, som nu går op i en højere enhed.
Landstræner Michael Aabo har haft et luksusproblem i udvælgelsen af de ryttere som lige nu repræsenterer Danmark ved EM i Jardy, Frankrig. Det har ikke været et spørgsmål om hvem der kan ride ride med på det niveau, men nærmere som det bør være, hvem der er i bedst form.
Det danske hold består af Kasper H. Hansen på Silver (KWPN e. Karandasj/Pericles XX), Camilla Ernst på Rivaro (Holst. e. Rheinsberg/Lerano) og Christiane Tetzlaff på Womack van't oud Vliegveld (BWP e. Clinton/Capital) som alle tre gennemførte dagens første runde med 0 fejl samt Alexandra Sisseck på Baileys BH (BWP e. Darco/Wolfgang) som sluttede med 9 fejl og dermed var dagens slettede resultat.

