Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Store Hestedag bliver endnu større

For 7. år i træk danner dyrskuepladsen i Roskilde rammerne om Danmarks største udendørs hestebegivenhed - Store Hestedag.
Traditionen tro afholdes arrangementet den første weekend i september, lørdag d. 4. og 5. september 2010 og byder på et væld af oplevelser for alle hesteglade.

Over 12.000 besøgende gæstede forrige år Store Hestedag, og med en markant satsning på etableringen af Årets Hesteshow, samt endnu flere familieaktiviteter på pladsen, forventes det fra arrangørernes side, at endnu flere får lysten til at tilbringe en fornøjelig weekend i hestens tegn.

Store Hestedag er landets eneste arrangement, hvor alle kan få deres hest/pony bedømt uanset race og afstamning, og i 2009 kunne besøgende opleve over 60 blandinger/racer til arrangementet.


Årets Hesteshow
Højdepunktet i år er etableringen af et spektakulært hesteshow, som kan opleves både lørdag og søndag kl. 14.00. Årets Hesteshow byder på en kavalkade af indslag med fornøjelige indslag på tværs af racer og discipliner. Et af showets absolutte højdepunkter er muligheden for at opleve den verdenskendte berider Alojz Lah fra statsstutteriet Lipica i Slovenien. Publikum kan her opleve dressur af den højeste skole på tætteste hold, med øvelser over jorden som f.eks. levade, capriole og courbette.
Alojz Lah er uddannet på Lipica og har i over 30 år redet Lipizzanere, dels til opvisninger på stutteriets hjemmebane og dels udenlands som repræsentant for sit land og Lipizzanerracen.
Han har deltaget i de Olympiske Lege i Los Angeles tilbage i 1984, og tidligere gæstet Danmark til konkurrence i Bernstorffsparken, hvor han konkurrerede mod Anne-Grete Törnblad.

Udover showet, kan besøgende desuden søge ny viden og inspiration fra aktuelle clinics med eksperter som kan opleves begge dage i den store hal.


For hele familien
En af årets andre helt store nyheder er introduktionen af en hunde- og jagtudstilling i forbindelse med Store Hestedag.
Med tanke på at mange hesteejere også holder hunde og har tilknytning til jagt, er det en oplagt mulighed for at skabe et arrangement, hvor der er noget af interesse for hele familien, fortæller sekretariatsleder Thor Nielsen. Dermed kan familier, udover at se de mange heste, også hygge sig med at se på præsentation af forskellige hunderacer og agilityshows.


Stor fotokonkurrence
Et af årets andre spændende initiativer er den store fotokonkurrence, hvor årets bedste fotos fra Store Hestedag 2010 kåres.
Vinderen får et gavekort på kr. 2500,- sponsoreret af Horse House.
For at deltage skal du blot uploade dit bedste foto fra Store Hestedag 2010 på Store Hestedags fanside på Facebook. Her kan du også holde dig løbende opdateret med nyheder om Store Hestedag, og læse mere om fotokonkurrencen.


Inviter en ven gratis med
I år får besøgende desuden en unik mulighed for at invitere en ven gratis med til Store Hestedag.
Betal for 3 voksne og få 1 gratis billet er et nyt koncept, som opfordrer publikum til gratis at invitere andre hesteinteresserede fra rideklubben, stalden eller familien med til en fornøjelig dag i Roskilde. Tilbuddet gælder kun ved bestilling af e-billet.

Læs mere om arrangementet på http://www.storehestedag.dk, hvor det også er muligt at booke dine billetter elektronisk og dermed undgå at skulle stå i kø ved indgangen.


Tilføjet d. 14-07-2010 kl. 23:40 af i kategorien Arrangementer.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider