Næseremmen er for mange ryttere en del af standardudstyret til hesten. Men er den egentlig nødvendig? Eksperterne er uenige. Læs deres holdninger, og dan din egen mening.
Der findes mange typer næseremme, og de fleste er lavet for at forhindre, at hesten åbner munden og fravrister sig biddet. Remmen skal dog ikke bruges som tvangsmiddel, men derimod som et hjælpemiddel.
- Jeg anbefaler altid, at man skal ride med næserem. Så undgår man, at hesten leger med tungen og biddet, siger Equipages beriderekspert, Ove Bisgaard.
Det er en holdning, som Equipages horsemanship- ekspert, Maj-Britt M. Carter ikke er helt enig i.
- Mange rider med næserem for bedre at kunne styre hesten, og for at den ikke skal ryste med hovedet og lukke munden op. Men gør hesten det, er det grundtræningen, der ikke er i orden. Derfor er det den, man skal træne, i stedet for blot at sætte en næserem på. Ofte åbner hesten munden, da det er den eneste måde, hvorpå den kan undgå smerte, hvis der bliver trukket for meget i tøjlerne, siger hun.
For sikkerhedens skyld
For at få fornemmelsen af, hvordan det føles at have en næserem på, og hvor smertefuldt det kan være for hesten, foreslår Maj-Britt M. Carter, at man forsøger at trykke et par fingre mod ydersiden af sin kind, dér hvor kindtænderne sidder.
Så kan man hurtigt fornemme, at det kan gøre ondt, hvis næseremmen sidder for stramt, eller når man hiver for hårdt i tøjlerne.
Læs flere meninger om næseremmen på www.ridemagasinet.dk.

