Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Stærkt rytterfelt til World Cup i dressur


I oktober befolkede verdens bedste springryttere arenaen på Vilhelmsborg i Århus i forbindelse med World Cup kvalifikationen i springning.

Kun fire måneder efter er det dressurrytternes tur til at lægge vejen forbi de prægtige bygning i Østjylland, når der den 6. - 9. februar er World Cup kvalifikation i dressur.

Alt i alt tegner der sig fire dage i horisonten iklædt sort og hvidt og høje hatte, men der bliver sandelig også mulighed for at nyde to- og firbenede springstjerner - både i velkendte springklasser og i mere showprægede klasser, når der lørdag aften bliver gjort et helhjertet forsøg på at slå den danske rekord i højdespringning.

Men først til dressurens verdensstjerner, som ser en oplagt chance for at score de sidste nødvendige point, inden finalen i Göteborg i marts. Kvalifikationen på Vilhelmsborg er nemlig den næstsidste inden finalen, og kun de otte bedste i den vesteuropæiske liga kan gøre sig håb om en finaleplads. Vanen tro er kvalifikationen opdelt i to klasser - Grand Prix lørdag eftermiddag og Grand Prix kür søndag eftermiddag.

OL guld
Blandt de mange verdensnavne er bl.a. 35-årige Anky Van Grunsven fra Holland, som er regerende OL-guld vinder, tidligere verdensmester, europamester - og så har hun oven i købet vundet World Cup finalen hele fem gange.

Fra Holland kommer også Arjen Teuwissen, som har vundet sølv ved EM, og for tre år siden blev han nummer tre i World Cup finalen.

Fra Finland kommer Kyra Kyrklund, træner for prinsesse Nathalie zu Sayn Wittgenstein gennem fire år, som vandt World Cup finalen tilbage i 1991 og siden har deltaget i adskillige mesterskaber på det finske landshold.

Fra Sverige kommer Jan Brink, nummer et på den svenske Top 10 liste, som er et velbeskrevet blad i OL, VM, EM og World Cup sammenhænge. Han er så godt som sikret en plads i World Cup finalen, da han ligger nummer to på pointtavlen - lige efter Anky Van Grunsven. Herudover kommer desuden tre svenske landsholdryttere, som er særdeles kendte i Danmark. Nemlig Tinne Wilhelmson, Minna Telde og Helena Larsson - sidstnævnte blev bl.a. nummer to i det svenske mesterskab.

Fra Tyskland er meldt Monica Theodorescu, som for nogle år tilbage fik nogle utrolig flotte World Cup resultater. I 1992 vandt hun bronze, i 1993 og 1994 guld og året efter sølv. Hun ligger i øjeblikket nummer syv på kvalifikationslisten. Men også Isabell Werth kendt fra bl.a. VM og indehaver af adskillige World Cup medaljer, Gina Capellmann-Lütkemeier, som ligger nummer tre på kvalifikationslisten og endelig Heike Kemmer, som bl.a. har en EM-medalje i rygsækken kommer til Vilhelmsborg.

Rytterne har endnu en lille uges tid, inden den endelige tilmeldingsfrist udløber, men allerede nu tegner det altså til at blive et utrolig flot stævne med masser af god underholdning og dressur på meget plan.

- Det er virkelig dejligt, at der kommer så mange af verdens bedste ryttere, og det tyder jo på et rigtig flot stævne, siger Leif Törnblad, som er en af arrangørerne bag World Cup stævnet.

- En af grundene er, at stævnet ligger godt geografisk for mange af rytterne - men de kommer også, fordi det er et af de sidste kvalifikationer før finalen. Der kan stadig ske meget med stillingen, og de har brug for de sidste point. Endelig er rytterne også glade for at komme på Vilhelmsborg. Der er god stemning, fantastisk atmosfære og skønne omgivelser, og det betyder jo også noget, siger Leif Törnblad.

Danske ryttere
Fra Danmark kommer bl.a. to af de ryttere, der deltog ved VM i Spanien. Nemlig den danske mester prinsesse Nathalie zu Sayn Wittgenstein og Jon D. Pedersen, som var med hele vejen til VM-finalen i Jerez i Spanien.

Men der bliver også mulighed for at se eller gense Michael Søgaard og Finale, som klarede sig utrolig flot ved deres første World Cup kvalifikation i Globen sidst på efteråret, og som netop har vundet Grand Prix turneringen Bundgaard Byg.

Lærke Sund er en af de kommende dressurstjerner, som presser sig på, og hun lægger også vejen forbi Vilhelmsborg sammen med en masse andre kendte dressurryttere, som deltager i de øvrige dressurklasser - bl.a. den nye Sapa Cup.

Spring
Men weekenden på Vilhelmsborg byder som sagt også på meget andet end dressur. Der er international springning i meget høj klasse, og der bliver godt gensyn med Thomas Velin, søstrene Lund, Søren Knudsen, Michael Aabo og mange andre.

Lørdag aften byder på den populære disciplin, højdespringning, som de danske springryttere efterhånden er ved at have rigtig godt fat i internationalt. Senest vandt Søren Knudsen højdespringningen i London ved juletid, da han forcerede den 2.20 meter høje mur.

På Vilhelmsborg vil Søren Knudsen forsøge at slå den danske rekord, som er 2.22 meter, og han får selskab og behørig kamp til stregen af bl.a. Michael Aabo, som har gjort sig gældende især i Tyskland i de senere år i netop denne disciplin.

Billetter kan allerede nu købes på Billetnet, og der kan findes mange flere oplysninger på www.worldcupdenmark.dk eller på Dansk Ride Forbunds hjemmeside.

[Kilde: Birgitte Wulff, Dansk Ride Forbund]

 

Tilføjet d. 10-01-2003 kl. 21:13 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider