En af tidens største udfordringer for hestefolk er de mange heste, der er varme i hovedet, og som udviser en problemfyldt adfærd. Ekspert i træning af problemheste Maj-Britt M. Carter fortæller, hvorfor disse heste opfører sig problematisk, og hvordan man håndterer dem bedst muligt.
Selvom nyere forskningsresultater tyder på, at der findes visse genetiske anlæg for adfærdsforstyrrelser, bliver problemheste nu stadig skabt og ikke født.
Adfærdsforstyrrelser hos heste er som oftest resultatet af, at der stilles for store krav til hesten.
De domesticerede hestes fleksibilitet har på grund af visse medfødte egenskaber nogle grænser, som ganske enkelt hverken kan eller må overskrides.
Ægte adfærdsforstyrrelser er resultatet af en situation, som overstiger hestens tilpasningsevne. Ved sådanne livsbetingelser ophobes der drifter, fordi en normal adfærdsmåde ikke kan udfoldes (deprivation).
Derfor skal der findes en udløser, så hesten kan få afløb for en bestemt adfærd. Problemet er, at afløbet er blokeret (frustration). Eller også er to adfærdsmåder lige stærkt aktiveret og blokerer for hinanden (konflikt).
Denne driftsophobning bliver opbygget og til sidst udløst gennem en afvigelse fra normaladfærden og udgør strengt taget en helt igennem »normal« reaktion set fra hestens synspunkt.
Man kan sige, at adfærdsforstyrrelser er hestens naturlige reaktioner på et unaturligt miljø, og at de fungerer som en ventil for stress, der ikke kan fjernes på anden vis.
- Det er vigtigt, at man husker på dette faktum, understreger hestetræner Maj-Britt M. Carter, der har håndteret såkaldte problemheste hele livet.
Når hesten får stress
Hesten har naturlige mekanismer, som tjener til at nedbryde stress, da frustration og konflikter jo også opstår hos vildheste eller hestehold af tamheste.
En alment kendt måde, hvorpå hesten reagerer på stresssituationer, er gennem overspringshandlinger, også kendt som overspringsbevægelser.
Hvis en hest befinder sig i en konfliktsituation, hvor to behov føles lige stærke og blokerer for hinanden, vælger den en udvej ved at gøre noget helt tredje. Nemlig en handling, som egentlig ikke passer ind i sammenhængen.
Virker overspringshandlingen eller andre tilpasningsmekanismer ikke længere for hesten, så er det, den kan udvikle kroniske adfærdsforstyrrelser.
Læs mere om, hvordan du gør problemhesten til yndlingshesten, på www.ridemagasinet.dk.

