I ridesporten er visse hjælpemidler tilladt, og i nogle tilfælde endda påkrævet. Hjælpemidler kan dog, ved forkert brug, hurtigt blive til tvangs- eller afstraffelsesmidler, og grænsen er hårfin. Derfor sætter vi i denne artikel fokus på hjælpemidlers brug og misbrug.
Hjælpemidler er, som navnet antyder, til for at hjælpe rytteren, og skal forfine hjælperne til det næsten usynlige. Hjælpemidler har især en stor indlæringsmæssig funktion, idet de kan bruges til at forstærke og tydeliggøre de signaler vi giver hesten. Lad os tage et kig på teorien bag vores brug af hjælpere og indlæring hos hesten:
Når vi rider og omgås heste, benytter vi primært negativ forstærkning i vores indlæring af signaler. Det er det vi gør når vi trækker i grimeskaftet for at få hesten til at gå frem, når vi tager i tøjlen for at få den til at bremse, eller når vi lærer den at flytte sig for et pres med schenkel eller pisk. Teorien bag negativ forstærkning er at vi tilfører hesten et vist "pres" der skal motivere den til at reagere. Når hesten reagerer korrekt, fjerner vi presset og forstærker på den måde den reaktion hesten har udvist. "Negativ" betyder derfor ikke at det er noget dårligt, men fortæller at vi forstærker reaktionen ved at *fjerne* presset. Hvis presset derimod ikke fjernes, bliver hesten ikke belønnet for sin reaktion, og lærer med tiden at presset bare skal ignoreres. Det er det der sker når en hest f.eks. bliver "døv" for schenklen. Det er typisk her rytteren tager sporer på, og nu bliver presset kraftigere end før, og hesten vil derfor igen reagere - i en periode. Hvis rytteren stadig ikke får givet hesten belønning ved at fjerne presset, eller måske ikke kan sidde stille med benene, vil hesten igen og igen få signaler som den lærer ikke at forholde sig til. Rytteren får længere og længere sporer, og driver mere og mere på hesten, og så er vi pludselig ude i et velfærdsmæssigt problem. For hesten kan jo sagtens mærke de mange prik og spark, den har bare lært at den ikke skal reagere, og må derfor i stedet bare "tage imod".
En dygtig rytter kan derimod bruge hjælpemidlerne til at skærpe en allerede "døv" hest. Hvis vedkommende er dygtig til at time sit pres og sin eftergift, kan hjælpemidlerne i starten bruges til at tydeliggøre signalet. Når eftergiften er præcis, og rytteren altid husker at starte med et lille signal før der "skrues op", vil hesten blive mere og mere skarp da den lærer at den skal forholde sig til selv helt små signaler. Det er den gode måde at benytte de hjælpemidler vi har til rådighed.
På samme måde kan et skarpt bid bruges i en indlæringsproces, hvis man har en hest der har lært at ignorere et almindeligt bid, og derfor er decideret farlig for sine omgivelser. Men der bør altid være tale om en proces hvor hesten målrettet trænes mod at reagere bedre og på et mindre pres.
Bruges hjælpemidler uden hensyntagen til en indlæringsproces, men udelukkende som en symptombehandling, overskrider man efter min bedste overbevisning grænsen mellem brug og misbrug af hjælpemidler. Så er der ikke længere tale om hjælpemidler, men om tvangsmidler. En anden overskridelse er når hjælpermidlerne bliver til afstraffelsesmidler. Det er meget almindeligt set hvis man tager ud i en næsten hvilken som helst rideklub; afstraffelse med pisk når hesten er "fræk", et spark med sporerne hvis reaktionen ikke lige var god nok, eller et ryk med tøjlen hvis hesten kiggede den forkerte vej.
Denne opførsel er nu forbudt til alle stævner under DRF jf. det nye sportsreglement, og stor ros til DRF for det tiltag! Det betyder at hjælpemidler nu må anvendes som negativ forstærkning, som beskrevet ovenfor. Derimod må hjælpemidler ikke længere anvendes til at "irettesætte" hesten når den har gjort noget forkert - f.eks. hvis den har refuseret foran et spring. Lidt groft opdelt, men dog som en god tommelfingerregel, kan man sige at ved negativ forstærkning lægger man et pres før hesten har reageret, for at motivere den til at reagere. For hesten er der den store bonus, at den har mulighed for at reagere, hvorefter presset forsvinder. Ved negativ forstærkning, forstærker man en adfærd så hesten bliver mere motiveret til at udføre den igen. En straf kommer efter hesten har udført en reaktion, og tjener det formål at hesten skal blive mindre motiveret til at udføre den pågældende reaktion igen. For hesten er der den store ulempe at de sjældent forstår rytterens hensigter, og samtidig har de i situationen ikke mulighed for at reagere sig ud af presset/straffen der kommer - de må bare tage imod. Dette er hverken en god eller fair uddannelsesmetode, især fordi den bliver misbrugt i meget stor grad.
Misbrug af hjælpemidler, og den generelt manglende forståelse for teorien bag brugen af hjælpemidler, er et stort velfærdsmæssigt problem i ridesporten. Derfor hermed en opfodring til undervisere og rideklubber til at have fokus på fornuftig brug af hjælpemidler og effektiv indlæring hos hesten - det letter arbejdet for rytteren og øger velfærden for hesten.
