28. maj til 30. maj er Sportsrideklubben Vallensbæk arrangører af et internationalt stævne for handicapryttere. Ved stævnet afholdes blandt andet de nordiske mesterskaber. Heste-nettet.dk har fået en snak med en af deltagerne ved stævnet Line Damgaard.
Line Damgaard er 28 år. Line fortæller, at hun har redet siden hun var 5 år gammel. For 10 år siden fik hun amputeret en del af hendes højre ben, dog fortsatte hun stadig ridningen. Line var oprindeligt mest spring og skovtursrytter, men da hun begyndte at ride lidt dressur fangede det hendes interesse. For 8 år siden fik hun hesten Kolkjærs Silvano. Line fortæller med et smil i stemmen, at Silvano rent faktisk er halvt pony halvt springhest, men han fungerer i dag som hendes dressurhest. Silvano har fulgt Line i tykt og tyndt siden hun fik ham, blandt andet har de boet 3 år i Sverige. Silvano var kun 4 år da Line fik ham, han var lige gjort sadelvant men resten af arbejdet har Line selv lagt i ham. Hun understreger dog at hun har fået hjælp af hendes trænere. I dag bor og træner Line og Silvano i Aalborg. Det er Ole og Lone Madsen der fungerer som Lines trænerteam, og det er også hos dem på Aalborg ridecenter at Silvano står opstaldet.
Line og Silvano i en hyggestund
Foto: Molin-Foto.dk
Det er første gang ekvipagen skal ride ved så stort et internationalt stævne, men med 8 DM ridt i bagagen er de ikke helt uerfarne. Line rider det der kaldes grad 4 indenfor handicap ridning. Ved stævnet i weekenden skal hun ride en kür, og det er noget hun glæder sig til. Det bliver rigtig sjovt, fortæller Line, der har fået hjælp til at sammensætte musikken til hendes program.
Line og Silvano er allerede i dag onsdag på vej mod Sjælland, men der har forud for stævneafrejsen været mange forberedelser, samt intensiv træning. Line fortæller, at hun har fået mere undervisning end normalt. Derudover er programmet redet igennem nogle gange, det hele skal jo passe sammen med musikken. Sidste weekend var hun afsted til et træningsstævne for at teste formen. Line kunne mærke at Silvano var en glad hest at have med til stævne, så forventningerne til den kommende weekend er store.
Line og Silvano rider omkring et handicap stævne om året, derudover starter hun en masse dressurstævner mod raskryttere. Line kunne dog godt ønske sig, at der blev arrangeret flere handicapstævner, men hun synes nu også det er sjovt at ride stævner mod ryttere uden handicap, I efteråret debuterede vi i MB0, siger Line, hvilket er en skøn følelse for da jeg i sin tid fik Silvano var tanken, at jeg ville blive glad hvis vi bare gennemførte en La1. . Man må i sandhed sige, at Line har overgået sine egne ambitioner fra La1 til nu at skulle ride internationalt stævne og nordisk mesterskab!
Line og Silvano på stævnebanen
Foto: Molin-Foto.dk

