Lund søstrene i Queens Cup i Belgien
Tina Lund blev nr. 2 på den 8-årige hoppe Andante og søster Charlotte nr. 7 på den 9-årige hoppe Monique i DE MEEUW QUEENS CUP ved denne weekends store internationale stævne i Mechelen i Belgien.
Queens Cup er en klasse kun for kvinder hvor rytterne tidligere på dagen skulle kvalificere sig til at ride denne finale. Charlotte og Tina var dog kvalificeret på forhånd fordi Charlotte for to år siden og Tina for tre år siden, vandt netop denne Queens Cup. Og med denne titel er man altså selvskreven til en start i finaleklassen.
"Jeg er super glad, Andante var bare flyvende og jeg er helt vildt overrasket over at det gik så kanon godt. Jeg havde da helt klart forventet en nul runde i hovedspringningen, men jeg har ikke prøvet at ride stærkt på hende før så jeg var spændt på om det kunne bære at jeg red så meget til i omspringningen", sagde Tina Lund her til aften.
Charlotte Lund og Monique var tidsmæssigt på en andenplads i omspringningen, men rev desværre ned på den sidste forhindring. Det var deres første internationale optræden sammen efter at Charlotte for godt en måned siden overtog hesten fra svenske Malin Bayard.
Resultat De Meeuw Queens Cup
1. Mylene Diederichsmeier, Campionesse D'amazones, Tyskland, 0 + 0 i tiden 30,77 sek.
2. Tina Lund, Andante, Danmark, 0 + 0 i tiden 32,74 sek.
3. Natalie Destree-Kradepohl, Chris Folly, Tyskland, 0 + 0 i tiden 33,43 sek.
7. Charlotte Lund, Monique, Danmark, 0 + 4 i tiden 32,08 sek.
Endnu en flot placering til Tina Lund
Tina Lund og Red Wood havde tidligere på dagen lagt flot ud med en fjerde plads i IFOR WILLIAMS TROPHY, en international klasse med forhindringer på 1.35m. Klassen var en metode C, hvor evt. fejl bliver omregnet til strafsekunder.
"Det gik rigtig godt, vi havde en god runde og jeg er meget godt tilfreds med en fjerde plads", sagde Tina Lund efter sit ridt.
Resultat Ifor Williams Trophy
1. Dominique Hendrickx, Pin Chin De Bioagrico, Belgien, 53 sek.
2. Yves Vanderhasselt, M'adermie, Belgien, 55,25 sek.
3. Ann Carton, Nistria, Belgien, 58,56 sek.
4. Tina Lund, Red Wood, Danmark, 59,20 sek.
[Kilde: Sanne Flod, Dansk Ride Forbund]
Tilføjet d. 28-12-2002 kl. 03:15 af C Henrik Biering i kategorien Ridesport.

