Det er helt naturligt at elske sin hest. Men enkelte ryttere har svært ved at se, hvornår følelserne går ud over hestens naturlige adfærd. Læs eksperternes erfaringer med fænomenet og find ud af, hvordan hesten opfatter menneskets kærlighed.
Ryttere viser helt naturligt hengivenhed for hesten, men nogle ryttere kan have svært ved at se og mærke, når kærligheden går ud over hestens natur. Professor i ernæring, Ellen Kienzle, har oplevet enkelte ryttere, der elsker deres heste syge eller tilmed gør dem syge for at kunne pleje og pusle om dem. Heldigvis hører disse episoder til sjældenhederne.
- Personer, der overskrider den naturlige grænse for hengivenhed, kan finde på at overfodre deres heste eller give dem alt for indholdsrigt kraftfoder og unødige pulvere, hvilket forårsager kaos i stofskiftet. De vil alle sammen have et kæmpestort krammedyr, men kan slet ikke håndtere det, mener Ellen Kienzle.
For meget omsorg
Kærligheden til hesten kan bliver en voldsom lidenskab for personer, der ikke forstår hestens natur. De reagerer typisk hysterisk, så snart de mener, at hestens velbefindende er truet, og leder hele tiden efter risici, såsom støvet hø, splinter i boksvæggen, for hårdt sand i ridehallen eller for højt græs på folden.
For hestens vedkommende kan den megen kærlighed og omsorg gå ud over dens naturlige adfærd, hvis der dagligt bliver puslet om den i timevis. Hesten bliver igen og igen omfavnet, nulret, faldet om halsen og kærtegnet. Ofte får hesten kun lov til at komme ud i det fri, når den fra øverst til nederst er pakket ind i fluebeskyttende dækken, insektmaske og gamacher. Alt sker ud fra en indre overbevisning om, at grænseløs omsorg er godt for hesten.
I yderst sjældne tilfælde kan det ske, at omsorgen for hesten bliver så intens, at rytteren hellere ser hesten syg end rask bare for at få lov til at pleje den. På den måde føler rytterne sig nyttige.
"En mani" kalder psykologer denne tendens. Personer, der ikke har øje for hestens natur, håndterer dem ikke som heste og ser ikke, at dyrene ender med at lide på grund af dem.
Læs mere om overdreven kærlighed til hesten på www.ridemagasinet.dk.

