Nye regler for ponymåling
I den nye udgave af Dansk Ride Forbund's almindelige bestemmelser i reglementet pr. 1. januar 2003, er der en del ændringer vedr. ponymåling.
De væsentligste ændringer er:
¤ Der indføres målearrangementer på faste målepladser
¤ Målingerne flyttes fra stævnerne
¤ Der måles af 2 målere
¤ Ponyejeren skal betale for målingen
¤ Der skal nu være dokumentation for ponyens alder
¤ Det er ponyejerens/rytterens eget ansvar, at ponyen er målt inden stævnestart
¤ Der er nu mulighed for national kontrolmåling
Ponymålinger skal i fremtiden ske til målearrangementer, på målepladser, godkendt af distriktet. Distriktet kan lægge disse arrangementer på en hvilken som helst dag/aften, og helst ikke i forbindelse med et stævne, da erfaringerne viser, at der typisk er for meget uro og stress. Dog skal man være opmærksom på, at ingen pony i fremtiden kan starte stævne, med mindre den er blevet målt i det pågældende stævneår - eller er færdigmålt.
Til disse målearrangementer skal der altid være 2 ponymålere. Samtlige målinger gælder både på distrikts- og landsplan, og der skal ikke måles igen, når ponyen skal starte landsstævne.
Ligeledes kan ponyerne også krydse distriktsgrænserne og blive målt til et arrangement i et af de andre distrikter. Hvert distrikt skal afholde målearrangement efter behov.
Skulle en ponyejer være interesseret i at betale samtlige omkostninger vedr. en måling specielt for én eller flere ponyer, er der intet i reglementet, der forhindrer dette, så længe målingen finder sted på et af distriktets godkendte målesteder, og reglerne i øvrigt følges.
Er ponyen stambogsført i et EU-anerkendt avlsforbund eller i et andet officielt anerkendt stambogskontor og har original stamtavle, certifikat eller hestepas, hvoraf den nøjagtige alder fremgår, er dette dokumentation for ponyens alder. I alle andre tilfælde skal alderen skriftligt dokumenteres af en dansk FEI-dyrlæge. Der skal være sammenhæng mellem papirer og pony. Dvs. at farve/aftegn og eventuelt brænde- eller chipmærke skal kontrolleres og stemme overens med ponyens papirer.
Begge ponymålere måler ponyen med hver deres målerudstyr uafhængigt af hinanden, og de kan ikke skrive målet ind i passet, før de er enige om målet. Stiller en pony op til måling og bliver målt, skal målet indskrives i passet. Passer målingen ikke lige ejeren, kan denne ikke nægte at få det indført i passet, men bliver nødt til at anke målingen.
Det vil til en hver tid være ponyejerens/rytterens eget ansvar at sørge for, at ponyen er målt inden stævnestart. Dette bliver kontrolleret under stævnerne af DTD/TD, og vil også blive kontrolleret elektronisk ved indberetningen af stævneresultaterne.
Hvis ponyen ikke er målt inden start, vil rytteren få en advarsel og blive frataget evt. opnåede point samt præmier.
Målingen kommer til at koste kr. 100,- pr. pony pr. måling. De 100,- kr. tilfalder distriktet, som også står for betalingen til ponymålerne (kørsel samt official-godtgørelse). Eventuelt overskud fra arrangementet tilfalder distriktet og bør bruges til uddannelse af ponymålerne og vedligeholdelse af måleudstyr.
Ponyer, der er færdigmålt efter 1. januar 2003, vil i fremtiden kunne blive udtaget til national kontrolmåling. Det er Afdeling Sport, der suverænt bestemmer, hvilke ponyer der udtages. Alle ponyer med FEI-pas, der starter internationale stævner, kan stadig blive udtaget til kontrolmåling internationalt. Hvis ponyen bliver målt for stor ved denne kontrolmåling, vil dette blive overført til det danske hestepas, uanset hvornår ponyen er færdigmålt i Danmark.
Importeres en pony til Danmark, skal den måles i Danmark, inden den kan starte stævner i Danmark.
Der er IKKE er lavet om på højden for kat. 1 ponyer. De må stadig "kun" måle 148 cm uden sko og 149 cm med sko.
[Kilde: Birgitte Wulff, Dansk Ride Forbund]
Tilføjet d. 12-12-2002 kl. 15:16 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

