Ny formand for DRF i 2003
Dansk Ride Forbund skal have ny formand. Svend Aage Jensen har på det seneste hovedbestyrelsesmøde meddelt, at han ikke ønsker at genopstille, når der er valg til hovedbestyrelsen i forbindelse med repræsentantskabsmødet den 1. marts 2003.
Svend Aage Jensen har været formand i Dansk Ride Forbund siden foråret 2001, og han begrunder sin beslutning med den store arbejdsbyrde i forbundets regi.
- Arbejdsbyrden har været meget stor, og det kan være vanskeligt at kombinere med ens civile liv. Samtidig har der været meget uro omkring nogle af de beslutninger, hovedbestyrelsen har truffet, og en ny formand kan måske være med til at skabe ro i forbundet, siger Svend Aage Jensen.
I forbindelse med hovedbestyrelsesvalget skal der desuden vælges tre øvrige medlemmer og en suppleant. Leif Törnblad, Lars Frank Jensen og Thomas Vogt Hansen har alle besluttet, at de ønsker genvalg.
Hovedbestyrelsen drøftede på hovedbestyrelsesmødet kandidater til formandsposten, og de peger på advokat Ole Rosdahl, som har tilkendegivet, at han er positiv overfor indstillingen, og nærmere drøftelser er derfor i gang. Ole Rosdahl er et kendt ansigt i dansk ridesport, idet han både er aktiv jagtrytter og formand for Sportsrideklubben. Han er tillige formand for Dansk Ride Forbund's Ordens- og Amatørudvalg.
Distriktsformandsgruppen indstiller Ulf Helgstrand til formandsposten, og Ingrid Salquist, Jørgen Kristensen og Troels Ullerup til de øvrige poster.
Fristen for opstilling af kandidater udløber den 31. december 2002 kl. 24.00.
[Kilde: Birgitte Wulff, Dansk Ride Forbund]
Tilføjet d. 12-12-2002 kl. 10:54 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

