Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Landsmót-deltager siden 1958!

Produceret og udlånt af landsmot.is


Den evigt unge Erling Ó. Sigurðsson er en af Islands mest kendte ryttere. Han har været aktiv rytter siden barndommen og har været med i alle kroge af hesteverdenen; shows, konkurrencer, avl og undervisning. Landsmót har været en vigtig del af Erlings liv og han har deltaget enten som hesteejer eller rytter ved hvert eneste Landsmót siden 1958. Vi har spurgt Erling om hans karriere som konkurrencerytter.


- Jeg deltog første gang i 1958, hvor jeg red 300 m galopløb med to heste; Fengur og Þröstur frá Miðfossar. Jeg fik en andenplads på Fengur. Dengang var der regler for alder og rytterens vægt. En rytter skulle mindst være 14 år gammel og veje mindst 65 kg inkl. sadel og trense. På det tidspunkt var jeg 16 år gammel, men vejede ikke nok. Min far, Sigurður Ólafsson lavede et bælte med noget vægt i til mig og på den måde fik jeg lov til at starte. I 1962 i Skógarholar og i 1966 på Hólar deltog jeg med galopheste; jeg red selv i 1962, men i 1966 fik jeg min ven Örn Einarsson til at ride for mig.


Mindeværdigt Landsmót i 1970
- Landsmót i 1970 blev meget mindeværdigt! Min far og jeg red af sted med ti heste. Min far var en meget følsom mand, som drømte om hændelser, før de skete og kunne fornemme ting, som vi andre ikke kunne. Før vi red af sted syede vi dækkener til alle hestene. Dengang var dækkener ret sjældne på Island. Jeg synes, at det virkede underligt at tage dækkener med midt om sommeren, men de blev kørt i bil til stævnepladsen. En nat blev vejret pludselig rigtig dårligt og folk vågnede op til 15 - 20 cm sne rundt om deres telte. Min far og jeg havde om aftenen lagt dækkener på hestene, så de var tørre og havde det fint. Mange andre heste på marken blev rigtig kolde og mange - både mennesker og heste havde det skidt efter den nat med sne. Programmet blev ændret og vejret påvirkede hele stævnet. Heldigvis blev vejret bedre om lørdagen og stævnet blev afsluttet på bedste vis om søndagen.


I 1974 havde Erling pasheste og hingsten Trausti frá Engi i konkurrence med den berømte Náttfari frá Ytra-Dalsgerði.


- Ved næste Landsmót i 1978 deltog jeg i 250m pas med Vafi frá Hofsstöðum og blev nr. tre. I 1982 på Vindheimamelar hvade jeg en del heste med i både A- og B-flokk, pasløb og kåringerne. Jeg havde en mindeværdig hest med i A-flok; Frami frá Kirkjubær. Han var en fantastisk og meget smuk hest, men jeg fik ham ikke i pas i udtagelsen, og så var mine drømme skudt ned for denne gang.


Billede


Adam frá Meðalfelli 1986
- Landsmót i Hella i 1986 blev også meget mindeværdigt for mig. Jeg havde en meget kontroversiel hingst med og mange mennesker havde en mening om hans vilje og sind. Det var Adam frá Meðalfelli. Jeg havde trænet ham vinteren før og startede ham i klassen for 7-års og ældre hingste. Det blev en stor succes for os, og vi sluttede på tredjepladsen efter Viðar frá Viðvík og Flosi frá Brunnum. Adam blev til gengæld valgt som publikumsfavorit og han blev senere en meget brugt hingst. Jeg husker især, at banerne og de øvrige faciliteter var meget forbedrede i forhold til tidligere.


På Vindheimamelar i 1990 red jeg Þróttur frá Tunguhálsi i A-flok og Vani i 250m pas, hvor vi opnåede tiden 23,42 sek. Det gav os en andenplads.


I 1994 deltog jeg i finalen i A-flok og i tölt-finalen med hhv. Þokki frá Hreiðarstaðakoti og Össur frá Kaldanesi. Det år kaldte man tölt-konkurrencen for "World Cup tölt" og udenlandske ryttere kunne deltage på lånte heste. I 1998 i Melgerðismelar deltog jeg igen i A-flok med en ny hest; Stjörnublær frá Hofsstöðum. Jeg red også tölt på Haukur frá Akureyri og selvfølgelig var jeg med i pasløbene.


Et godt landsmót i Reykjavík år 2000
Landmót 2000 i Reykjavík var fantastisk. Rigtig gode faciliteter for alle - både heste og mennesker. Jeg deltog i tölt, pas og B-flok. Jeg red på en af favoritterne, som min far har avlet; Feldur frá Laugarnesi i B-flok. Vi klarede os fint og sluttede på tredjepladsen i B-finalen. Det var stort for mig!


Siden 2002 har jeg deltaget i A-flok og pasdisciplinerne ved alle Landsmóts. Jeg har så haft lidt færre heste med og mest mine egne heste; Hekla frá Mýrdal, Staðreynd frá Ketilsstöðum, Gletta frá Stóru-Seylu, Hnikar frá Ytra-Dalsgerði og andre gode heste.


Billede


Landsmót under udvikling
Vi spurgte Erling om den udvikling landsmót-stævnere har været igennem. Hvad har ændret sig?


- Mange forhold har forandret sig gennem disse 60 år. Alle faciliteterne og omgivelserne har forandret sig og så er hestene blevet bedre og bedre hver eneste gang. Banerne er også ændret og der er i dag en masse videnskab bag designet og konstruktionen af banerne til Landsmót. Alle moderne faciliteter er i dag tæt på banen. Rideudstyret er også forandret: Ved det første Landsmót red alle med islandsk stangbid af sølv eller kobber og fjedre fra biler! Andre bidtyper blev ikke anset for velegnede til konkurrencebrug. Alle red med trenser med kæberem - og halerem, men det er næsten ikke brugt i dag. Påklædningen var afslappet for nu at sige det mildt. Rytterne mødte ofte op i deres gummistøvler og overalls, direkte fra morgenmalkningen, kunne man sige. Dette har selvfølgelig forandret sig meget og de fleste ryttere stræber efter at se ordentlige ud i tøjet og at holde hesten og udstyret i orden.


Landsmót er et højdepunkt i enhver rytters liv
Hvor meget har Landsmót fyldt i dit hesteliv?

- Jeg har altid haft fuldtidsjob samtidig med, at jeg har været hestemand og rytter. Al min fritid er gået med heste og pasningen af dem. Alligevel har det aldrig strejfet mig, at jeg kunne starte til stævner for amatører og fritidsryttere, og jeg har altid gjort meget ud af træningen af mine heste. Landsmót er altid en milepæl, og det samler alt, hvad der har med hestene at gøre. Et Landsmót er et højdepunkt for enhver rytter.


Mange mindeværdige Landsmóts
Er der et Landsmót, som du husker bedre end andre?
- Jeg har redet så mange Landsmóts og så mange heste og de er alle mindeværdige. Jeg har f.eks. redet 30 forskellige pasheste over en periode på 25 år. Men der er altid noget, som man husker bedre end noget andet. I 1970 var vejret så dårligt og alting var vådt. Frygtelige forhold, som senere ændrede sig og vejret blev godt. Hvis det handler om resultater, så husker jeg bedst 1986 i Hella, hvor jeg red Adam i klassen for ældre hingste - det var på det tidspunkt, at han fik skrevet sit navn ind i historien. At vinde en pokal ved et Landsmót er fantastisk for enhver rytter. Mine priser fra pasløbene og min favorithest Feldur frá Laugarnesi i 2000 er også skønne minder.


Reykjavík er det bedste sted
Har du en stævneplads, som du foretrækker?
- Alle stævnepladser har været gode og har opfyldt deres formål igennem tiderne, men jeg synes, at Reykjavík er det bedste sted. Her har man alt, hvad man nogensinde kunne ønske sig. Udover Reykjavik er Vindheimamelar en god stævneplads med plads til forskellige grupper indenfor stævneområdet. Der er så meget plads og pladsen er godt opdelt. Vindheimamelar har en hyggelig campingplads og banerne er gode.


Savner galopløbene
Er der nogle discipliner eller klasser, som du er særligt interesseret i?
- Altså jeg synes, at det hele er spændende. Det er helheden; at se de smukke heste, god ridning - især når det gælder de unge ryttere. Men jeg savner galopløbene. De var ofte rigtig spændende og der var mange tilskuere til løbene. Der var ofte stor spænding om resultaterne og det var sjovt at følge løbene fra tilskuerpladserne.


Hvordan bliver Landsmót 2010 for dig?
- Jeg vil deltage - og med gode heste i A-folk og pasløbene, hvis altså det hele lykkes for mig. Jeg har en god fornemmelse for Landsmót 2010 og jeg glæder mig!


Tilføjet d. 14-05-2010 kl. 12:00 af i kategorien Islandshest.
Tags: Islænder og Landsmót.





Seneste relaterede nyheder
18-05-17 Islænder aflivet - ramt af vådesskud
27-10-16 Vellykket Euromòt afholdes igen næste år.
11-06-15 Military for islænderekvipager
20-08-10 Flot medaljehøst til Danmark ved NM for islandske heste
06-06-10 Arrangement til fordel for flere ridestier
01-06-10 Landsmót 2010 aflyst!
21-05-10 Udtalelse fra bestyrelsen for Landsmót
21-04-10 Heste nødslagtes på Island
21-04-10 Livetransmission fra årets første FEIF-kåring
01-04-10 Hest reddet fra DR's rekvisitlager


Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider