DV-entusiasten Richard Freeman, Oak Hill Ranch i Californien, har købt de to danskkårede hingste Solos Landtinus og Blue Hors Don Caruso.
Den populære Landadel-søn, elitehingsten Solos Landtinus (e. Landadel/Argentinus/Zeus) rejser til sit nye hjem umiddelbart efter dette års bedækningssæson, hvor han er stationeret hos Niels Grøndahl og Irene Braun, Støvring Hingste Depot.
Dermed bliver den indeværende altså Solos Landtinus' sidste sæson i Danmark.
Danskavlede Blue Hors Don Caruso derimod, er så godt som på vej til de amerikanske avlere.
Don Caruso (e. BH Don Schufro/Bolero/Wendekreis opdrættet af Marie Findsen) sørgede for furore ved dette års unghestechampionat i Herning, ved at være far til både vinderen Cool Girl D. (e. Don Caruso/Coriander opdrættet af Ingrid Dahlmann), og andenplacerede Halgård's Ca'pri (e. Don Caruso/Lucky Light opdrættet af Jørgen Christensen).
På Oak Hill Ranch står i forvejen elitehingsten Willemoes (e. Cantus/Wahnfried/Kompass opdrættet af Lilian og Carl-Erik Jensen) og indtil sin død i det forgangne efterår, elitehingsten Rambo (e. Racot/Ibikus/Colombo opdrættet af Ole Sørensen).

