Inspirerende oplæg, flotte opvisninger og livlig messe. Ridesportens dag i Kolding den 20. marts 2010 summede af tilbud til klubrepræsentanter, udvalgsmedlemmer og andre ridesportsinteresserede, der havde taget turen til Kolding, hvor Ridesportens dag blev afholdt i forbindelse med Dansk Ride Forbunds Repræsentantskabsmøde 2010.
Medietips fra Steen Ankerdal og hestevelfærd i centrum
Sportsjournalisten Steen Ankerdal var i Kolding for at give tips og tricks til, hvordan ridesporten kan finde vejen til medierne. Steen Ankerdal leverede et skarpt og brugbart oplæg, der mødte både anerkendelse og spørgsmål fra salen. Hestevelfærd er et varmt emne i ridesporten, og derfor holdt Dansk Ride Forbunds dressurudvalg et oplæg om det igangværende arbejde med at sikre hestevelfærd og udvikle retningslinjer for træningsmetoder. Også dette oplæg fandt stor interesse blandt publikum.
Aldersrelateret træning og klubcertificering
Dansk Ride Forbund og Team Danmark lancerede bogen "Aldersrelateret træning RIDNING" på Ridesportens Dag i Kolding. I den forbindelse blev der afholdt et oplæg, der præsenterede, hvad ridesportens aktører kan få ud af at tænke aldersrelateret. Bogen kan købes på Dansk Ride Forbunds webshop. De danske rideklubber får i 2010 muligheden for at blive certificeret gennem forbundets klubcertificeringssystem, hvilket klubberne kunne blive klogere på gennem et spændende oplæg. Systemet er et redskab, hvormed klubberne kan markedsføre sig selv gennem deres spidskompetencer.
Reglement 2010 og DRF Live
DRF Live er Dansk Ride Forbunds online-resultatvisningssystem til ridestævner. Systemet blev lanceret i starten af 2010, og på Ridesportens Dag fik de interesserede muligheden for at høre, hvordan DRF Live kan højne kvaliteten af stævneafviklingen. Det ny reglement lanceres i starten af april 2010, og grundsubstansen af reglementet blev præsenteret for tilhørerne på Ridesportens Dag.
Inspirerende messe på Ridesportens dag
Voltigører gav opvisning på træhest, Riders Fitness blev præsenteret på film og stemningen var i top. På Ridesportens Dag ved Dansk Ride Forbunds Repræsentantskabsmøde fik de fremmødte rig mulighed for at lade sig inspirere på en forbundsmesse. Her bød forbundets udvalg på spændende indslag og svarede på spørgsmål. Tryg Forsikring, Bundgaard Byg, Formo Sportspræmier, Nord Vest-Box og holdet bag Dansk Ride Forbunds jubilæumsbog bød også på spændende stande på messen.
Kilde: Rideforbund.dk

