Det er nu, man skal til at overveje, hvilket græs der skal sås på folden. Nye undersøgelser viser, at det ikke er ligegyldigt, hvilken slags græs der gror på hestefolden. Man kan styrke og optimere hestens trivsel ved at vælge de rette græsfrø.
Arealet, der anvendes til græssende heste, er stigende i Europa. Danmark er ingen undtagelse fra denne tendens, og hvor kvæg tidligere var det dominerende husdyr i landskabet, bliver denne rolle i stigende grad overtaget af heste.
Selv om både heste og kvæg er græssende dyr, har forskellen i udnyttelsen af græsset stor betydning for den type græs, der skal anvendes. Heste har andre krav til græs end kvæg, og derfor er det også nødvendigt, at der gror det rigtige græs på folden.
Græs til heste
Biologer påpeger, at heste og køer spiser på vidt forskellige måder. Køer snor tungen rundt om græsset, trækker det ind i munden, og rykker det af. Heste afgræsser på en anden måde. De bruger læberne til at rykke græsset af med. Dette betyder, at de kan afgræsse tættere på jorden og helt ned under vækstpunktet på de almindelige græssorter.
Når det sker, vil græsvæksten blive hæmmet, og der vil komme pletter med sort jord, hvor ukrudt ofte vil vokse op. Og det reducerer græsarealets holdbarhed drastisk.
For de fleste heste begynder dagen på folden med en løbetur hen over den.
Hver eneste galoptur lægger et stort pres på græsset og græsstykker rives løs. Ikke alle slags græs kan tåle denne form for belastning, og særligt kvæggræs kan ikke tåle dette.
Eksperterne peger derfor på, at hesteejere bør investere i en god græsblanding særligt til heste, der indeholder arter og sorter, som giver en tæt grønsvær i kombination med en fremragende slidtolerance og en høj evne til genvækst.
Læs mere om, hvordan du vælger det rette græs, på www.ridemagasinet.dk.

