Det kan være svært at købe eller få part i en hest. Equipage har spurgt eksperterne om, hvad de lægger vægt på, når de skal finde den perfekte ridekammerat. Læs deres tips og råd til, hvordan du kan finde den perfekte ridehest til netop dig.
Brug din intuition
Jeg bruger altid min mavefornemmelse eller intuition, om du vil. Det er vigtigt, at du brænder for at eje lige netop den hest.
Dertil kommer naturligvis, at du skal gøre op med dig selv, hvad du vil bruge hesten til. Og det skal gerne matche dit eget talent.
Det er vigtigt, at hesten står ordentligt på sine ben og hove og ikke har nogen alvorlige fejl. Det er afgørende at få den handelsundersøgt og finde ud af, om den har nogen skavanker.
Hvis hesten har skavanker, må du finde ud af, om du kan leve med det. Praktisk talt er det umuligt at finde en helt fejlfri hest.
Sørg for at se hesten både fri og under rytter, og tag gerne en ven eller træner med ud at se på den.
- Laura Rønnow Larsen, hestedyrlæge
Vær ærlig over for dig selv
Mit bedste råd er, at du skal kende dine egne styrker og svagheder, før du køber hest.
Jo bedre du kender dig selv, desto større er chancen for at finde en hest, der matcher dine kriterier.
Jeg plejer at dele hesten op i to kategorier, nemlig temperament og kvalitet. Hvis du for eksempel er nybegynder eller ikke er særlig modig, skal du lægge større vægt på temperament end kvalitet.
Hvis du derimod er en ambitiøs øvet rytter, kan du lægge mere vægt på kvalitet, fordi du bedre kan håndtere en svær hest.
Og så skal du selvfølgelig vide, hvad den skal bruges til. Det gælder derfor om at være ærlig over for dig selv.
En rigtig god idé er at tage en saglig og kompetent person, som du stoler på, med ud at se på hest, så du også kan få input derfra.
- Kristoffer Mejlhede, exam. berider
Læs resten af artiklen med flere eksperters råd til, hvordan du vælger den rigtige ridehest på www.ridemagasinet.dk.

